levede, og ellers om norske Mænd og norske Ting. Jeg spurgte naturligvis om danske Ting, og allerede nu strax maatte jeg derved lægge Mærke til en liden Ting hos mig selv: ved Forklaring om Fattigvæsnet og om Arbeidsklassens Kaar kom Præsten til at yttre noget om de mange Fiskere der i Byen, at der imellem dem var saa megen Brændevins-Drik; dette undrede mig i Førstningen, saasom de Klasser af Fiskere, som jeg kjender til her i Norge, de, som drive de store Hav-Fiskerier, ingenlunde kunne beskyldes for den Last; lidt efter lidt, ved fortsat Samtale med Præsten og ved Besøg hos nogle af Fisker-Familierne selv, kom jeg efter, at Forholdet her er væsentlig anderledes, idet disse Folk have gjort Fiskeri til sin udelukkende Dont og drive den Aaret rundt; jeg kom til at sammenligne dem med en Klasse af Folk, som i flere af vore vestlandske Byer skille sig temmelig ufordelagtigt fra andre, nemlig Haandsagskjærere og Bjelkehuggere. Men hvad jeg lagde Mærke til hos mig selv, det var dette, at medens jeg i London havde hørt om Sligt uden videre Deltagelse, for ikke at sige med hemmelig Glæde, saa blev jeg her ilde ved, ganske som om jeg havde været i en af Gjenbo-Byerne paa den norske Kyst. Det var mig et Mærke paa, at mit norske Sind ikke regnede Danmark til Udlandet.
Fra Fredrikshavn foer jeg ned gjennem Jylland, derfra til Kjøbenhavn og videre til Helsingøer, og dette, at der bestandig vedligeholdt sig en Stemning, som om jeg hørte hjemme her, medens jeg dog ved hvert Skridt saa og hørte noget Nyt og Fremmed, det gjorde denne Reise uforglemmelig.
I Kirken var det da ogsaa den samme Indgangsbøn og Udgangsbøn og mest den samme Kirke-Skik helt igjennem som her hjemme; i Skolen var der samme Tone, som vi kjende det hos os; i Borgersamfundet den samme Art i Grunden som i Norge, trods Uligheder i det Enkelte. Mest mo-
