Hopp til innhold

Side:Folkevennen 1864.djvu/160

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
156


Jeg talte om at gaa et Stykke bort for at betragte Landet paa Afstand, og faa den rette Oversigt. I den Afstand, hvor jeg var, gik Norge og Sverige og Danmark sammen for Øiet – et mægtigt Fjeld-Parti mod Nord og et vakkert Lavland mod Syd, men samme Folkefærd overalt. Og det er Hovedsagen: samme Folkefærd, hvor den ene Del føler med den anden, glæder sig over den andens Hæder, lider med under den andens Ulykke – den Smule Forskjel i Samfundet, som der er, saa vi naturligvis maa erindre de tre Riger, gjør ikke saa meget til Sagen, og endnu mindre har det at betyde, at man i det Throndhjemske taler sin Dialekt og i Jylland sin; i hin Afstand fornemmes ikke disse Adskillelser, der er det det væsentlige Landsmandskab, som træder frem for Bevidstheden, naar Nordmand og Svenske og Danske mødes, og jeg begyndte at fornemme bedre end før, at Fædrelandsfølelsen kan gaa over Kjølen og svæve over Sundet og favne den gamle Nordbo-Stammes hele vidunderlige Hjem fra Nordkap til Eideren. Jeg glædede mig mere end før over de Danskes beundringsværdige Fortrin i Videnskab og Kunst og over Gustav Adolphs og andre Sveriges Kongers Helte-Sagaer. Men alt dette er det samme, som at Fædrelandet voxer, og det blev mig den anden Trøst, som min Sjel behøvede, medens jeg saa paa Udlandets Storhed og tænkte hjem.


Jeg kom hjem fra England og tiltraadte en Maaned efter en Reise til Danmark og Sverige. Det var en deilig Morgenstund, da Dampskibet nærmede sig Fredrikshavn, nord i Jylland, Husene i den lille By vare saa hvidtede og rene, alt var saa indbydende. Jeg gik i Land her, og hos Præsten i Byen følte jeg mig strax som hjemme, ganske saaledes som jeg har Øvelse i det fra vore norske Præstegaarde. Her spurgte man om, hvorledes gamle Wexels