veed, har ingen af de nævnte Forfattere havt Leilighed til at bereise hint Haalogaland og dermed, om jeg saa maa sige, prøve Sagen paa selve Stedet. Jeg derimod tilbragte 2–3 Maaneder af forrige Sommer i Nordlandene og Finmarken og kom idelig til at tænke paa disse Ting.
Jeg tilstaar, at paa denne Reise faldt det mig saa underligt, at dette Haalogaland skulde være Landets Moder-Bygd. Siden jeg har sagt, at jeg ikke er Historiker af Fag, saa kan jeg føie til, at jeg besluttede ved mig selv, at naar jeg kom hjem af Reisen, saa skulde jeg læse om igjen det Kapitel af Norges Historie, og prøve at komme paa det Rene med, hvordan det monne have sig. Og nu maa jeg ydermere tilstaa, at efter denne fornyede Læsning med dens nøiere Betragtning af Grundene kan jeg ikke længer følge med og holde paa hin Anskuelse. Ja, jeg synes at se, at den indeslutter i sig en Miskjendelse eller Overseen af Ting, som jeg, med mine Bestræbelser for at opfatte visse Sider af vort Folkeliv eller Almuens Kaar og Sæder, med Flid maa lægge Mærke til og fremhæve for Betragtningen.
Med dette Forord skal jeg først give et kort Begreb af selve Anskuelsen og dernæst fremhæve en Del Omstændigheder, som have fremstillet sig for mig og syntes at tale imod den.
Hvorledes vide Besked om, hvorfra Nordmændene vandrede ind i Landet, og hvad Tid det var?
Det var jo ved Aar 1000 efter Christi Fødsel, at Christendommen blev indført i Norge, og det var jo først efter denne lykkelige Begivenhed, at Skrivekunsten kom igang. Skulde nu norske Sagamænd berette om Bebyggelsen, saa maatte det altsaa være efter gamle Sagn. Men nu vide vi af egen Erfaring, hvorledes det pleier at gaa med Sagn, som ere mere end to-tre Menneske-Aldere gamle: de glemmes, eller de forvandles til Eventyr. Men
