Fond, og denne offentlige Anerkjendelse har naturligvis i høi Grad støttet og fremmet Sagen.
Men et nyt Opsving bar denne endvidere faaet i Aarene fra 1851 af, da Antallet af nystiftede Bibliotheker blev meget stort. Det er, som at Interessen for alle menneskelige Anliggender i dette Tidsrum (vel en af Virkningerne af det kraftige Stød, som foer igjennem Europa efter den franske Februar-Revolution 1848) er trængt dybere ned og længere ind i Folkets Bevidsthed, og som et Mærke derpaa kan jeg nævne, hvad jeg ser af Indberetningerne, at medens det før for det meste var Præsterne og nogle af Hovedsognets ledende Gaardbrugere, som sørgede for at faa Bibliotheker istand til Almuens Oplysning, saa drives Tingen nu mere af Skolelærere og fremadstræbende Mænd af den egentlige Almue selv, tildels i Annexerne og Afdalene.
Til dette sidste Tidsrum høre alle de omtalte Skole-Bibliotheker – et Minde om disse Aars almene Interesse for Almue-Ungdommens Skoledannelse. Det var paa Kongsberg, at man først fandt paa dette Hjælpemiddel for Undervisningen, og Ideen blev hurtig optagen viden om, i By og Bygd.
Jeg har hentydet til udenlandske Begivenheder, som have indvirket paa vort afsidesliggende Norge og synes at have berørt selv Almuebibliothekernes beskedne og lidet bemærkede Historie. Her skal jeg kun endnu tilføie, at efter Indberetningerne at dømme har Bevægelsen været temmelig samtidig hele Landet over, i alle fem Stifter. Det viser sig ogsaa herved, at der er Fællesskab i Aandsliv og Interesser inden vort Folke-Samfund, i By og Bygd, i Indlandet og paa Havkanten, syd og nord. Tidsaanden udbreder sig over et Folk usynligt, men sikkert, ligesom Vinden og Veiret over Landet, og Almuebibliothekernes Stiftelse er Tidsaandens Værk, lige saa sikkert naar et re-
