Her viser jeg saadan Forskjel: i det Østenfjeldske, hvor
man ifølge Opgaverne (§ 7) i det Hele taget har havt
med færre Fattige at gjøre i det sidste af de to Femaar,
har man kunnet lette Byrden for Lægdsyderne temmelig
meget og endda ikke behøvet at ty stort mere end før til
Borttinging. Men i det Nordenfjeldske, hvor man fandt
det fornødent i 2det Femaar at optage til Forsørgelse et
større Antal Fattige, har man vel mest grebet til den nye
Maade med Borttinging, men har ogsaa (dog ikke meget)
maattet udvide Benyttelsen af den gamle Lægdsforsorgelse.
Man kan sige, at Tilbøieligheden til at forlade den gamle
Maade og gaa over til den nye viser sig i det Østenfjeldske
mere ligefrem end i det Nordenfjeldske.
Det kan ellers erindres, at i det Nordenfjeldske med dets mange Sødistrikter, hvor der er mest smaa Gaarde og langt fra Gaard til Gaard, der maa Lægdsforsørgelsen vistnok mere end i det Østenfjeldske ofte ske ved en besværlig Omgang (at et og samme Lægdslem gaar om i en vis Kreds af Gaarde og opholder sig nogle Dage af Aaret paa hver). Dette er vel ogsaa Grunden til, at i Virkeligheden har baade i det 1ste og i det 2det Femaar Bortakkorderingen indtaget en forholdsvis større Plads i Fattigpleien i det Nordenfjeldske end i det Østenfjeldske, Noget, som vil sees af nedenstaaende Oversigt over, hvor mange Bortakkorderede der var for hvert 100 Lægdslemmer:
| 1851–55. | 1856–60. | |
| i det Østenfjeldske | 78 | 94 |
| i det Nordenfjeldske | 94 | 110. |
Og man kan da forestille sig, at naar endda Forandringen eller Overgangen fra den ældre til den nyere Maade har været større i det førstnævnte Strøg af Landet end i det andet, saa har Aarsagen været, at man hist har havt lettere end her for at overvinde Vanskelighederne ved at faa Folk borttingede og udrede den kontante Betaling for dem
