men den gamle Skik og Maade har ligesom af sig selv holdt paa at dreie sig om til en ny.
I Indre-Departementets Tabel-Kontor, hvor alle disse Opgaver fra hver Fattigkommission samles og lægges sammen, har jeg erfaret, at man hist og her har brugt at tælle og ordne saaledes, at naar t. Ex. et Barn bortakkorderes og Betalingen bliver lav af den Grund, at Barnet allerede kan gjøre nogen Nytte og derved for en Del ligesom betale selv for sit Ophold i Fosterforældrenes Hus, saa bliver det opført i Fattiglisten (§ 6) ikke blandt dem, som ere helt forsørgede, men blandt dem, som ere delvis understøttede. Var ikke det, saa skulde man vel have seet, at de „helt Forsørgede“ i § 6 vare netop lige saa mange (og dermed vistnok ogsaa de samme) Personer som de, vi her finde forsørgede ved Lægd og ved Bortakkordering tilsammen.
For 100 Aar siden var sagtens alle „helt Forsørgede“ i Landdistrikterne lutter Lægdslemmer, og endnu i 1851 vare flere af dem lagte paa Lægd end bortakkorderede; men ikke mere end 10 Aar senere er Forholdet blevet omvendt. Om nogle Aar fra nu af skal Lægdsforsørgelsen kanske have ophørt at være almindelig Skik.
Det kan være baade vel og ilde, ligesom Meningen hos dem, som gjøre Forandringen, kan være baade kjærlig og egenkjærlig. Og det skulde i denne Henseende have været kjærkomment, om Tabellerne havde indeholdt en Oplysning til, nemlig om hvor mange af de paa denne og hin Maade Forsørgede der var Børn og hvor mange Voxne (Gamle og Vanføre).
Men for Nærværende vilde jeg kun hentyde paa dette, at Betalingen for Borttinging rimeligvis falder noget større, end Omkostningen anslaaes til for et Lægdslem, som Skatteyderne underholde i sine egne Huse; thi ved Bortakkorderingen maa der jo betales ikke alene for hvad der medgaar
