som før var svensk Provinds, har den samme lutherske Bekjendelse som Sverige og Norge, og med sine medbragte Bibler og Katechismer staa Kvænerne paa samme Troes-Grund som vi. Og paa denne Grund skulde det jo kun være en Glæde at bygge videre og det ved at bidrage til disse vore Troesbrødres Opbyggelse i det Sprog, de bedst forstaa og helst høre, deres eget nemlig – alt forsaavidt det er overkommeligt. Og det maa da endelig være saa, at gudfrygtige Folk og oplyste Christne ville vise sig som gode Borgere i det Land, som, hvad enten formedelst Fødsel eller Valg, er blevet deres Fædreland[1].
Jeg har længe glædet mig over den Kraft og det Held, hvormed Stockfleth har forfægtet den Paastand at Præster, som have med Finner at gjøre, bør kunne Finsk. Og min Beundring for hans Daad blev ikke mindre, fordi jeg under mit Besøg i Finmarken ved hvert Skridt syntes at skjønne, hvor nødvendigt og ligesom selvsagt det var, som der alligevel skulde en Stockfleths Inderlighed til at se og til at faa Andre til at se med ham. Ja, naar jeg peger paa dette, at hvor Finnerne ikke almindelig forstaa Norsk, der have Kjøbmændene lært sig til Finsk, naturligvis for at handle med dem, saa bliver det vel dobbelt tydeligt, at Præsten ogsaa maa kunne tale med Finnerne, thi han skal jo ogsaa handle med dem. Saa længe norske Præster vide, hvad Sjelesorg er, saa længe vil ogsaa Geistligheden i Finmarken have at tale, efter Mulighed Finsk og Kvænsk
- ↑ Siden jeg nys sammenlignede Kvænerne her med de Norske i Amerika, saa skal jeg føie dette til, at ved et Besøg ifjor i Sømands-Selskabet i London saa jeg ikke alene smaa Traktater i det kvænske Sprog som vare trykte i London og bestemte til Uddeling blandt Søfolk paa Skibe fra Finland, men ogsaa et Ny-Testamente, som et Bibelselskab i New-York havde udgivet for Norskes og Danskes Skyld, med baade engelsk og norsk Text.
