med de Finner og Kvæner, som ikke forstaa tilstrækkelig det Norske. Og dette er en Hovedsag ved al Forhandling om dette Folks Opbyggelse og Oplysning.
En anden Hovedsag er Bøger i Folkets Sprog. Stockfleths finske Bøger ere som Hjørnestene, ikke mange, men vægtige. Men ved Siden af disse Bøger, som alle ere Religionsbøger, skulde jeg ønske endnu et Slags Skrifter, som skulde være indrettede paa at komme Finnerne til Hjælp under deres Møie med at sætte sig ind i det hele norske Væsen og navnlig at lære vort norske Sprog.
Jeg roede i Sommer gjennem Magerø-Sundet og fik Øie paa et Finne-Telt paa Stranden. Jeg iland og ind. Det var det første og blev det eneste Finne-Telt, jeg fik se. Familien hørte hjemme blandt Karasjok-Fjeldfinnerne, og det var efter sædvanlig Sommer-Skik, at den med Renerne nu var her nede ved Kysten. Hvor Alt var nyt og underligt for mig! Og heldigvis kunde Manden nogle faa norske Ord, saa vi kom ud af det med hinanden. Jeg spurgte efter Bøger, og han havde ikke alene det finske Ny-Testamente, men ogsaa den norske Psalmebog, og foruden at han læste godt i hint, arbeidede han sig igjennem denne ogsaa og forstod lidt. „Hvor har Du lært Norsk?“ Her fandt han frem et fedtet og forrevet Exemplar af en Bog, som Stockfleth har skrevet til Brug for Præster, nemlig norsk-finsk Ordbog, et vidtløftigt og for en enfoldig Fin ganske ubekvemt Værk, som denne Mand imidlertid havde trukket med sig paa sine lange Veie og lært Norsk af.
Jeg satte mig i Baaden igjen og tænkte paa dette. Finnerne føle Behov for at lære Norsk omtrent som vore Matroser gjerne ville lære lidt Engelsk. Det maa naturligvis mest læres ved Omgang med Folk. Men Bøger kunne, ser jeg, dog komme Enkelte, de mere Fremadstræbende, til Nytte. Men det skulde være smaa, billige og haandterlige Bøger. Istedetfor hin vidtløftige og viden-
