Kaar ere saadanne, at de maa drive meget paa haardt Arbeide, og jeg har selv en stærk Forestilling om, baade hvad Indsigt og Skjønsomhed Hjemmets og Livets naturlige Skole kan give[1], og hvad Kraft og Mod det strænge Liv her oppe i Finmarken som i Norge i det Hele taget kræver af sin Mand. Og naar nu vi fra vort norske Standpunkt gjerne ville (for ikke at tale om, at Loven ogsaa byder det), at Kvænernes Børn skulle gaa i Skole ligesom vore egne, saa synes det mig ikke urimeligt at vi – saa vidt det er overkommeligt – gjøre Tingen lettere og mere indbydende for Folket ved at give dem Lærere, som kunne tale med Børnene i Hjemmets Sprog[2].
Og saa er der en overmaade heldig Omstændighed, som vi ikke bør glemme at glæde os over (men det seer næsten ud, som at det bliver ofte glemt), naar Talen er om den kvænske Stammes Stilling iblandt os, og det er, at til al denne Stamme- og Sprog-Forskjel kommer dog ikke Religions-Forskjel. Om Kvænerne, som have sit Stamme-Hjem i en af den russiske Keisers Provindser, havde bragt med sig den russisk-græske Religion og altsaa her i vort Land havde staaet under Indflydelse af Keiseren eller Russer-Kirkens Overhoved saa havde det været alvorligt. Men takket være vore svenske Brødres Iver og Omhu, Finland,
- ↑ Man erindre, hvad Opdragelse Sigmund Brestesson voxte op med, hos Thorkel Barfrost i vilde Skoven, og hvilken brav Mand han dog blev.
- ↑ Hvis Nogen her vil møde mig med den Bemærkning, at dersom det var selve Skolen (og ikke Norskheden), som Modstanden i Grunden gjaldt, saa maatte jo denne mærkes ikke blot fra Kvænernes Side, men ogsaa og endnu mere fra Finnernes, hvad dog ikke er Tilfældet – saa svarer jeg, at Finnerne nok i det Hele taget have lidet Mod og Mandskab til at gjøre Modstand mod nogen Ting; det hører som før viist, ikke til deres Natur at gjøre Modstand.
