endog Tilfredshed med Vore, naar vi forstaa, at de gjerne ville holde paa norsk Sprog og Skik; men vi finde os dog i det, naar vi mærke, at det Frie og Friske i det amerikanske Liv indtager dem, saa de om kort eller længe hengive sig til at blive deres nye Fædrelands Borgere med Liv og Sjæl. Saaledes mener jeg, at vi skulle ikke beklage os for meget over det, naar der hos Kvænerne yttrer sig Forkjærlighed for de hjemlige Minder eller endog en overdreven Fastholden ved dem; men med god Samvittighed kunne vi modarbeide denne Hjemve ved at sørge for, at vore Forholde, vore Sæder og Love og almennyttige Foranstaltninger kunne blive vel kjendte af dem og seede i det rette Lys og derved (det stole vi paa) vinde dem.
Der er en af vore offentlige Foranstaltninger som Kvænerne tildels eller paa nogle Steder have viist Uvillie mod, det er Skolen. Men det forekommer mig ikke saa aldeles afgjort, at det er, fordi der læres Norsk i vore Skoler. Grunden tør være den, at efter Kvænernes hele historiske Udvikling og aandelige Behov er den ganske Indretning med saadan ordnet og tvungen Skolegang kanske ikke stort mere passelig for Kvæn-Almuen nu, end den vilde have været det for vore egne norske Almuer paa Halfdan Svartes Tid eller for Islands Ungdom i det Lands første Bebyggelses-Tid. Jeg kan virkelig tænke mig, at Kvænerne her ledes af en vis instinktmæssig Følelse af, at skulle Børnene blive til flinke Fiskere og Spidsbergfarere, saa maa de ikke sidde ret meget med Bogen og Pennen, men heller tumle sig frit og øve sit friske Mod. Man misforstaa mig ikke, som om jeg havde hørt Kvæner udtale sig saa; medens jeg nemlig ofte hørte Præster og Andre tale om, hvor slemme Kvænerne vare at have med at gjøre i Skolesagen, saa traf jeg neppe til at tale derom med mere end en Kvæn, som jeg skal fortælle om siden. Men jeg veed, hvilken Modstand den tvungne Skolegang pleier møde hos Almuer, hvis
