Stykke, saa har det sig vist med Kvænerne ogsaa, der dog paa flere Steder have været bosatte her i Menneske-Aldere, og paa nogle Steder vistnok været snare til at blande sig med Finnerne, men ingenlunde med de Norske.
Kors? ja, for de Norske først, som der i den lange Fremtid vil kræves allehaande Taalmodigheds-Prøver af (jeg tænker ikke alene paa Præsterne og Skolemesterne, som maa lære det fremmede Sprog, men paa Almuerne, som have de fremmede Stammer ved Siden af sig og maa finde sig i deres Egenheder og vænne sig til deres Skrøbeligheder) – og dernæst for disse fremmede Stammer selv, baade Finner og Kvæner, som i Menneske-Aldere skulle vise den Selvfornægtelse at arbeide sig ud af sit eget kjære Gamle og have den Møie at tilegne sig Nordmændenes Skik og Sprog, saa at sige Mand for Mand.
Men just fordi jeg saaledes ogsaa kan tale om Kors her (om end maaske i noget anden Mening) og sætte mig ind i Opgavens Størrelse og Vanskelighed, derfor har jeg tænkt, at det ialfald ikke skulde tages mig ilde op, om jeg, som ikke bor i den Egn, hvor Uleilighed af Finnernes Naboskab føles personlig, og heller ikke hører til de Faa, hvis Kald det har været at studere den saakaldte Finne-Sag, om jeg endda udtaler min Deltagelse og de af Deltagelsen udvoxede Meninger og Ønsker.
Jeg mener, at der skulde ikke gjøres saa stor Forskjel mellem Finner og Kvæner, fordi om hine ere hjemmehørende i Landet fra de ældste Tider og disse eller deres Forældre eller Forfædre ere indflyttede. Disse som hine have jo dog Ret til at bo i Landet, og hine som disse ere jo fremmede for vor Nationalitet, og om begge ønske vi jo, at de ville slutte sig til vort Samfund og at de maa finde sin Lykke i det.
Kvænerne staa her hos os i samme Stilling som vore egne Udvandrere i Amerika. Vi føle jo Deltagelse og vel
