Men ikke større Forskjel end der er mellem de to Finne-Stammer i Sprogveien, er det mig hel gaadefuldt, at Finner og Kvæner skulde have et saa overmaade uligt Sind. Der er kanske Intet, som en Reisende i disse Egne oftere faar høre end Forklaringer om de to Finnestammers forskjellige Egenheder og det er forunderligt, hvor samstemmige Nordmændene ere i sine Bedømmelser: de kunne udtrykke sig mere eller mindre skarpt eller skaansomt, men alle have de gjort samme Iagttagelser og dannet sig samme Forestillinger om Finnerne paa den ene og om Kvænerne paa den anden Side. Men aldrig traf jeg til at høre Nogen forklare den Gaade, at de to Stammer med saa ligt Sprog endda ere saa ulige af Væsen og Sind.
Jeg veed jo nok, at medens Kvænernes Forfædre i mange Slægtled have levet et bosiddende og jorddyrkende Liv, saa have Finnerne fra den graa Urtid levet som Jagtfolk paa vilde Heien, og heraf forklarer man jo dette, at medens Kvænerne ere store og velvoxne Folk, saa ere Finnerne smaa og heller uanseelige, saaledes som Polarfolk pleie. Og – saa kunde man fremdeles sige – kan Levemaaden indvirke saa stærkt paa Legemet, saa maatte den vel endmere kunne yttre sin Indflydelse paa Sindet.
Men Sproget gjælder jo sor det tydeligste og sikkreste Tegn paa Sjelens Udvikling og Aandens Retning, og man skulde da vente ligesaa megen Lighed heri som i Sproget.
Alligevel maa jo vel den første Aarsag ligge i Levemaaden, og jeg forsøger saadan Forklaring:
Finnerne (i Ordets indskrænkede Betydning, modsat Kvænerne) ere og have fra gammel Tid varet et Flyttefolk; ikke alene de egentlige Flyttefinner, som føre sine Telte med sig, men ogsaa de saakaldte fastboende Finner kunne kaldes saa, saasom de ikke betragte sin Gamme som nogen videre Eiendom eller som et blivende Hjem, men
