altid ere rede til at forlade den og sætte sig op en ny paa et andet Sted. Men fordi de altsaa bestandig have været betænkte paa og rede til at flytte, saa ere de blevne et Folk, hvis seige Styrke har bestaaet i at vige: uafladelig, i Aartusinder, har den Ene veget undaf for den Andens Vold eller Trudsel eller uvenlige Mine. Medens bosatte Folk og Stammer have maattet være paa sin Vagt med Vaaben i Haand for at forsvare sit Hus og sit Forraad, sit Fæ og sine Agre, saa har det været Finnens Forsvar at vige undaf: Fjeldfinnen har jaget sin rappe. Ren-Hjord foran sig og skyndt sig efter paa flygtig Fod, Elve- og Søfinnen har taget sine Fiskeredskaber i Haanden og skyndt sig til Baaden og roet afsted – der har været Vidde nok. Og for at kunne vige uden Skade, ja for at kunne gjøre sig rigtig Nytte af Mosefjeldets og de fiskerige Vandes indbydende Vidde, saa er det raadeligst ikke at være belæmret med meget Forraad og Gods, og det falder altsaa ganske naturligt for Finnen at være sorgløs, saa han ikke engang bekymrer sig for den Dag imorgen, at sige ikke paa samme Maade som det ellers er Menneskehjertet naturligt. Hvad har en saadan Fin taget sig nær af det, naar i gamle Dage en norsk Høvding i eget eller Kongens Navn kom op og krævede Skat af ham? Og endnu den Dag idag er nok Finnen den, som sidst klager, skjønt nu paa nogen Tid Lensmændene hvert Aar har krævet høiere og høiere Skat. Og hvorledes Finnerne i gamle Dage uden at røre en Haand til Modstand have veget Pladsen for fremtrængende norske Nybyggere, det mener jeg man kan se for sine Øine i hvad der meget almindeligt foregaar fremdeles henne i Øst-Finmarken; er der en lun Bugt, hvor der bor to-tre Finne-Familier sammen, og saa en norsk Fiskerfamilie kommer og sætter sig op en Stue ved Siden af, saa synes hine, at nu er det ikke saa hyggeligt længer, og næste Aar kan det være, at deres Gammer staa tomme
