har man baade i Tale og Skrift slaaet vort ein og ei sammen til en og samme Lyd en, saa man der nu har kun to Klasser, nemlig Navneord med en (en Mand, en Kone) og med et (et Menneske).[1] Hos os er jo Skriftsproget samt i visse Kredse tillige Talesproget i dette Stykke ganske ligeledes som i Danmark; men Landsmaalet i vore Bygder har endnu beholdt hin Mindelse om Oldsproget. Saa som i Norge er det ogsaa i Sverige, nemlig en To-Deling (svarende til en og et) i Skriftsproget og i de høiere Samfundsklassers Talesprog, en Tredeling derimod (svarende til det norske ein ei og eit) i Landsmaalene.
Hvor fast den gamle Skik endnu sidder i vore Bygdemaal, det skjønnes af et enkelt Exempel fra nedenstaaende Sprogprøver. I dem alle, altsaa fra de forskjelligste Kanter af Landet, lyder den Sætning ens:
Skaen va stor, men Skamma verre,
hvor man skjønner at Navneordene Skae (Skade) og Skamm høre til hver sin af de to første Klasser (ein Skae, ei Skamm). I Brriftsproget vilde det jo hedde:
Skaden var stor, men Skammen værre,
fordi man her betragter de to Navneord ganske som lige (en Skade, en Skam).
Denne nu forklarede gamle Sprog-Skik (Navneordenes Trededeling med ein, ei, eit) sidder som sagt dybt rodfæstet i hvert eneste af de norske Bygdemaal, og her er altsaa en temmelig stor Ulighed mellem Bygdemaalene og Skriftsproget. Men det maa ansees som en nødvendig og uimodstaaelig Ting, at Talesproget og Skriftsproget lidt efter
- ↑ Nutidens Fransk, som nedstammer fra Oldtidens Latin, har ogsaa slaaet de tre Klasser sammen til to, men paa en anden Maade end Dansken, saaledes nemlig, at hvad der svarede til vort ein og eit, er blevet ens, medens det, der svarede til vort ei, fremdeles er særskilt.
