lidt læmpe sig efter hinanden til Lighed, saa Et af To maa ske: enten maa Bygdemaalene forandre hin Skik, eller Skriftsproget, som allerede har forandret den, maa optage den gamle igjen. Men efter alle Mærker er der mindst Udsigt for, at dette Sidste vil ske.[1]
Endelig lader jeg un de ofte omtalte Oversættelser følge. Jeg begynder med den nordligste Bygd og gaar syd over langs Vestkysten til Egnen ved Mandal, derfra mod Øst ind i Christiania Stift.
Eilert Sundt.
Hövdingan i Norje va mykje stridi aa einraa’n, saa di ville berre sökje set eie Gagn paa kvær sin Vis, aa inna Sak sku gaa fram, naa’o ikje va te Lags aat dem, om o eindaa va nok saa go aa ret; di tænkte ikje paa beile Rikjes Gagn, men meinte, at di sku faa rua saa, som di ville i den Landsdelen di ha Vald over; di sætte sæg gjærne imot Lov aa Ret aa imot Kongen, naa di berre tore. Olaf Konge ville
- ↑ Ja, nøie beseet, er nok Forandringen i det danske Sprog og Skriftsproget ikke synderlig større i dette Stykke end i det norske Bygdemaal, men den er anderledes. Tingen er nemlig denne: i Oldsproget sagde og skrev man einn (dobbel, skarp n), ein (enkelt, svag n) og eitt. Dette er nu forandret paa en dobbelt Maade, i Dansken og i Skriftsproget saa, at den svage n blev udtalt ligt med den skarpe, saa man tilsidst fik disse Tre en, en, et, hvad der jo kan synes at være det samme som disse To: en, et; i Norsken derimod blev den svage n mere og mere uhørlig og tilsidst slet ikke udtalt, saa man fik disse Tre: ein, ei, eit. Det er ligedan med Oldsprogets hann, hon, Skriftsprogets han, hun, det norske Landsmaals han, ho; fremdeles minn, min, mitt – min, min, mit – min, mi, mit, og flere andre Ord. – Og trods den tilsyneladende Tohed i Dansken har dog nok Begrebet om den oprindelige Trehed ialfald for en Del vedligeholdt sig, saa man, om der end siges baade f. Ex. en Maane og en Sol (altsaa ligt), stundom udtrykker sig saa, at man (ligesom Bygdefolk her hjemme i Norge) siger hun om Solen (hun skinner saa vakkert idag).
