Vort Nabo-Sprog Finsk kjender ikke til denne Egenhed.
Det Hebraiske Sprog ligner vort for saa vidt, at det gjør
Navnene paa livløse Ting lige med Navnene paa levende
Personer, men det skiller sig fra vort derved, at alle Navneordene
ere delte i kun to Klasser, som svare til det norske
ein og ei, saa det mangler en Klasse, som kunde svare til
vort eit; Græsk og Latin derimod viser i dette Stykke
større Slægtskab med den Sprogfamilie, som vi høre til, nemlig
de nordiske Sprog (Norsk, Svensk og Dansk) samt
Tydsk og Engelsk, hvilke Sprog alle i dette Stykke have
lignet hinanden.
Men af det finske og af det hebraiske Sprogs Exempel vil man have forstaaet, at det Hele er kun, som jeg sagde, en Sprog-Brug eller Tale-Skik, som man kan vænne sig til, men som man altsaa ogsaa kan vænne sig af med. Englænderne have nu virkelig ogsaa vænnet sig ganske af med hin Tredeling, saa de have samlet alle sine Navneord i en eneste Klasse; dermed komme de til at ligne Finnerne i sin Tale, for saa vidt. Tydskerne derimod have lige modsat bevaret den gamle Skik helt og holdent. I Danmark
deres Tale kan nærmest beskrives saaledes, som om vi istedetfor han og hun vilde bestandig sige den, baade om Manden og Kvinden, om Gutten og Pigen om Maanen og Solen, og for dem falder det meget vanskeligt at lære vor Brug, saa man oppe i Finmarken idelig hører dem sige han om Konen og hun om Manden. – Der er adskilligt ved dette, som kan vække Undren. Den, som er fortrolig med et eller andet Bygdemaal, vil saaledes blive vaer, at man siger han om Heggen (Heggetræet), men ellers hun om Bjørk, Rogn, Gran, Furu, og vistnok de fleste andre Træer. Nu har det vistnok havt sin Aarsag, at man fra først af vænnede sig til at sige saa netop om Heggen. Men hvad var det for en Aarsag? hvad var det før en særdeles Mening, vore Forfædre i denne Sprogets Barndomstid dannede sig om det enkelte Træ-Slag?
