| ein | Maane, | ei | Sol, | eit | Lys; |
| ein | Hegg, | ei | Bjørk, | eit | Tre; |
| ein | Laave, | ei | Bu, | eit | Hus; |
| Mannen, | Kona, | Menneskje; | |||
| Guten, | Gjenta, | Barne: | |||
| Dagen, | Notta, | Døgre; | |||
| Maanen, | Sola, | Lyse; | |||
| Heggen, | Bjørka, | Tree; | |||
| Laaven, | Bua, | Huse; |
Hvorfor vexle disse Smaaord ein, ei og eit, eller de modsvarende Tilføielser bag Ordene? Det vil forstaaes, naar man først lægger Mærke til de af Exemplerne, som betegne levende Væsner: ein er for Hankjønnet, ei for Hunkjønnet og eit for Ord eller Begreber, som betegne Væsenet uden at skjelne mellem Kjønnene. Dette faldt vel ligesom af sig selv ved Navne paa levende Væsener, og derefter blev det ligesom for Moro efterlignet ved Navne paa Naturens Ting og Menneskenes Indretninger Sol og Maane, Træer, Huse, o. s. v., der formedelst Indbildningskraftens Spil bleve forestillede som belivede og altsaa henhørende til enten det ene, eller det andet af de to levende Kjøn. Og fordi Indbildnings-Kraften saaledes har været virksom og har tænkt sig f. Ex. Maanen som et mandligt og den skjønne Sol som et kvindeligt Væsen, derfor maa denne livlige Tale-Brug eller Sprog-Skik vistnok skrive sig fra, hvad vi kalde: Sprogets Barndoms-Alder.[1]
- ↑ Folk, som ikke have læst Grammatik, have kanske ondt for ret at fatte, hvad her handles om. Men de ville dog maaske forstaa det, ved at lægge Mærke til den i Grunden besynderlige Ting, at man i Bygdemaalene siger han om Maanen og hun om Solen (Maanen, han er oppe; Solen, hun skinner saa varmt idag) – ganske ligesom vi jo sige han og hun om en Mand og en Kone eller om en Gut og en Pige. Og det besynderlige ved Tingen bliver mere kjendeligt, naar vi høre, at f. Ex. Finnerne ikke have den Maade;
