igjen i nogle Strøg af Landet. Paa Hedemarken og i Gudbrandsdalen f. Ex, kan man høre omkring paa Garum (paa Gaardene), at Folket efter et godt Aar har brav Foder aat Hestum (til Hestene) og faar god Nytte ta Kuum (af Kjøerne); det er imidlertid kun i saadan Sammenhæng som her exempelvis anført, at Almuesfolk der bruge Formerne med um, da det i anden Sammenhæng heder anderledes, naar der f. Ex. tales om at sende Hestan og Kuan til Sæters.
Denne Levning fra det gamle Sprog var det nu, jeg vilde gjøre opmærksom paa i nogle af Oversættelserne, hvor der tales om at kjøbe Korn ta Trælum (af Trælene). Havde vi den samme Sprogprøve oversat i hvert eneste Bygdemaal i Landet, saa skulde vi efter dette ene Ord kunne mærke ud paa et Landkaart, hvor stort Strøg af Landet det er, som endnu har bevaret denne gamle Erindring. For 100 Aar siden var det sikkerlig et større Strøg; om 100 Aar fra nu af vil det upaatvivlelig være mindre end det er nu.[1]
En anden Erindring fra de fjerneste Tider, fra Sprogets Barndoms-Alder, har holdt sig i større Udstrækning.
Ethvert Menneske, som er voxet op paa Landet i Norge, og jeg skulde tro alle Byfolk med, ville være fortrolige med eller ialfald let forstaa følgende Exempler af Almuesproget:
- ↑ Ja, om 100 Aar vil det vel befindes, at hint Spil med i – a – u som dette Ord Trælum minder om, har tabt sig mere og mere, selv i saadanne Ord-Dannelser som finder – fandt – fundet. Der er f. Ex. det gamle Ord klinger – klang – klunget: det lyder nok allerede nu med en svagere Klang end før; Mange sige ikke længer klunget, men klinget, og der er vel endog dem, som sige klingede for klang.
| ein | Mann, | ei | Kone, | eit | Menneskje; |
| ein | Gut, | ei | Gjente, | eit | Barn; |
| ein | Dag, | ei | Nott, | eit | Døger (Døgn); |
