Jens’s Vegne, kjærlig med Gud og min skyldige, ydmyge Tjeneste, kundgjørende eders Naade, at efter eders Bud og Brev var jeg paa almindeligt Stævne i Skiden Løverdagen nest før Jonsvaage i eders Naades 13de Rigsaar (ɔ: 21 Juni 1432), og tog jeg i Nærværelse af den dødes lovlig stævnte Arvinger Prov om Vigleik Ølverssøn, som uden Overlæg kom til at dræbe Nikolas Ketilssøn. Dette var Ophavet, at de vare paa Medfal i Soleims Sogn om Kvælden 8de Dag Jul, som nu nest var, og vare de begge budne til Gjæst. Da det led paa Kvælden, gik Vigleik og lagde sig i en Seng tvers over den; da sagde Bonden i Gaarden, Thord Thorbjørnssøn, til Nikolas: „Gaa og læg dig hos Vigleik!“ – og saa gjorde han, og gik da Thord og lagde en Hovedpude under begges Hoved. Som de havde ligget en Stund, da sagde Nikolas, at han ikke gad ligget i den Skidtlugt, som der var; da stod Vigleik op og gik frem paa Gulvet og rystede sin Kjole og sagde sig ikke at være mere beskidt end han og gik saa ud i Gaarden og Thord Thorbjørnsøn efter ham, og saa gik Nikolas ud efter dem, men Vigleik drog sig langsomt tilbage hen imod Nikolas og stak saa oftnævnte Nikolas i Brystet og deraf døde han. Dette Ophav svor oftnævnte Thord paa Bogen (Evangeliet) med fuld Ed, men Thore Steinarsdatter svor ogsaa paa Bogen om disse Ord, dog ikke alle, thi hun laa i Kaaven ved Stuen. End fremledede oftnævnte Vigleik to skjellige Vidner, som saa hede, Arne Nikolassøn og Olof Thorsteinsdatter, og som svore paa Bogen med fuld Ed, at Vigleik kom til dem samme Døgn (og sagde): „Hvad Skade Nikolas har faaet, er der ingen anden end jeg, som har voldt og bevirket.“ Fornævnte Arne forklarede ogsaa det i sin Ed, at oftnævnte Nikolas Ketilssøn blev slagen sagesløs, saa lyste oftnævnte Vigleik Ølverssøn selv for ham. Oftnævnte Vigleik har ogsaa sat Borgen for Thegn
