og Fredkjøb, om han proves at være Botemand[1]. Sandere Prov kunde jeg ikke faa i denne Sag; det staar nu til Guds og eders Naade angaaende hans Landsvist (ɔ: Tilladelse til at forblive i Landet). Til Vidnesbyrd herom sætter jeg mit Segl for dette Brev, som blev gjort Dag og Aar, som før siges.
Vi Hoskuld, med Guds Miskund Biskop i Stavanger, vilse alle Guds Venner, nærværende og tilkommende, som dette Brev se eller høre, kjærlig med Gud og St. Svithun[2]. Det være eder kundgjort, at Aar efter Guds Byrd 1517 ved St. Svithuns Tid vare vi i det nordre Sacristie i vor Domkirke, hosværende ærlig Mand Hr. Klaus Jenssøn, vor Erkedegn, Hr. Peder Hanssøn, Official, Hr. Orm Ivarssøn og Hr. Jørgen, vore elskelige Kanniker; spurgte vi da efter og ransagede nøiagtig St. Svithuns Skrin og alle andre Helligdomme, Kar, Poser og Punge, hvori der fandtes Helgen-Ben. Vi fandt da disse efterskrevne Helligdomme under deres ved hvert skrevne og vedhængende Navn. Først af St. Svithuns Armleg. Ligesaa en Linklud, bestænket med vor Herres Jesu Christi Blod. Ligesaa to store Helgen-Ben. Ligesaa af de 11,000 Jomfruer. Ligesaa af den Sten, som vor Herre svedede Blod og Vand paa, da han i Urtegaarden bad til Gud Fader. Ligesaa af St. Edmunds blodige Klæder. Ligesaa af den hellige Kong Olafs Blod i et Sølvkar. Ligesaa af Apostelen St. Paals
