blomstrende Talemaaders unyttige Snak, saa havde det nok
kunnet samles for en Gangs Skyld i London ogsaa og feire
en stor Fest – men man kan være forvisset om, at denne
de ikke havde staaet i Westminster-Paladset.
Et mærkeligt Træk med Londoner-Mødet var, at det fik Besøg af nogle Udsendinger, som kom med Hilsen fra et netop dannet Samfund i Belgien, som havde taget det engelske til Mønster, men kaldte sig „internationalt“ (for alle Nationer) og satte sig det Maal at udstrække sine Bestræbelser for Social-Videnskaberne over den hele civiliserede Verden, – ganske ligesom jo Naturvidenskaberne og de historiske Videnskaber lægge an paa at omfatte den hele Verden. Det er naturligvis kun i de store Kultur-Lande, at disse Studier og Arbeider ret ville trives; men det kan være, at under disse Møder i Europas Hovedstæder skulle Anskuelser udvikles og Overbevisninger rodfæstes, hvis Indflydelse engang i Tiden, bemærket eller ubemærket, skal naa alt hid til vor Udkant.
Eilert Sundt.
Sin værdige Herre, Hr. Erik, med Guds Naade Norges, Danmarks, Sveriges, Venders og Goters Konge og Hertug over Pommeren, hilser jeg Herlaug Peterssøn, Foged i Skidens Syssel paa velbaaren Mands Hr. Svarte
