Studerekammeret, „læser i hans opslagne Bøger,“ og indvies i alle hans huslige Glæder og Sorger. – Det mest fremtrædende Træk ved Holbergs Personlighed, saaledes som han staar for os efter dette Bekjendtskab, er den Uafhængighed, hvormed hans Karakter og Leveskik er præget i alle Retninger. At tænke selv, intet at tage for godt uden omhyggelig og selvstændig Forskning, var ham i et og alt det første og sidste. Han havde bevæget sig mellem de forskjelligste Mennesker, Høje og Lave, Lærde og Ulærde, Orthodoxe og Fritænkere; han beskjæftigede sig med den mangfoldigste Læsning, Theologi, Filosofi, Historie Naturvidenskaber; men overalt, enten han færdes mellem Mennesker eller Bøger, ser vi ham selvstændig forskende, tvivlende altid med sin sunde Fornuft aarvaagen, altid paa sin Post mod at tage noget for godt paa den blotte Autoritet. Paa egen Haand at trænge ind til Tingenes sande Kjerne, var hans Studeringers Hovedmed; det er hans stadige Omkvæd, at han stedse søger at vise, hvorledes Skyggen tages for Legemet, og Skin for Virkelighed, og er der noget ved hans Personlighed, som kan kaldes Enthusiasme, saa er det denne utrættelige Søgen efter Sandhed. „Min Karakter er: at blive ved Sandhed,“ siger han i en Dedikation til Frederik den 5te, og ingen Forfatter kan med bedre Føje give sig selv et saadant Vidnesbyrd. Ihvor flittigt han end granskede i Bøger, læste han ikke for at opfyldes med Andres Tanker og Meninger; Læsning var for ham først og fremst en Spore til Selvtænkning. Ved den slaviske Studering, mente han, frembringes kun en „overstadig Lærdom,“ og „en overstadig lærd Mand kan lignes ved en overstadig drukken Mand; thi ligesom man kan drikke sig et Ruus til, saa kan man og studere sig ligesom et bestandigt Ruus paa. Ved det eene Ruus, saavel som ved det andet, gjøres man uduelig og ubeqvem til Forretninger: Thi Virkningen er den samme, enten Ruset kommer af Brændeviin eller af formegen Læs-
