hvor han paa en særdeles fyndig eller lunefuld Maade udtaler sig om sine egne personlige Forhold, eller om Gjenstande af almen Interesse. Inden jeg vidste Ordet af, havde jeg paa denne Maade samlet et betydeligt Material til Belysning af vor Holbergs Karakter og Livsanskuelse. Det er en Del af disse i forskjellige Skrifter af Holberg omspredte Ytringer, jeg her har søgt at forbinde i en afrundet Fremstilling. Den Læser, der kjender til hvad der, fornemmelig i de senere Aar, er skrevet om Holberg, af Smith, Welhaven, M. Hammerich o. fl., vil intet eller saagodtsom intet Nyt finde her; men hvad der efter sit Indhold er gammelt, tør jeg dog tro det vil have sin Interesse at se opfrisket i en Gjengivelse med vor Holbergs egne Ord. Denne Fremgangsmaade er forresten ikke ny; det er den sidstnævnte Forfatter, som i „Nordisk Universitets-Tidsskrift,“ saavidt jeg ved først har anvendt den[1], og den efterfølgende Skildring kan paa en Maade siges at slutte sig til Hammerichs Skrift, dog, som man ved en Sammenligning let vil se, efter en i flere Henseender forskjellig Plan.)
Der er faa Forfattere, som har efterladt sig saa rigelige Bidrag til Kundskab om deres Karakter og Anskuelser, som Holberg. I sine Epistler, moralske Tanker og Satirer, og forresten lejlighedsvis, har han saa omstændeligt udtalt sin Livsanskuelse, sine Meninger om de forskjelligste Gjenstande, store og smaa, og saa uforbeholdent skildret sine personlige Forhold, sin Levevis, sine Vaner og Tilbøjeligheder, at han staar som lyslevende for os; vi følger ham gjennem hans bevægede Ungdomsliv, sidder hos ham i
- ↑ Bidrag til en Skildring af Holberg, mest efter hans egne Udtalelser. Af Prof. M. Hammerich. Nordisk Universitets-Tidsskrift. Kjøbenhavn 1858.
Man dømme om Holberg, som man finder ret; men interessant maa det altid være at se Manden, og jeg synes at se ham i nærværende Skildring Tænksomhed og Alvor hviler over Panden, og om Munden spiller sommetider en vis Egensindighed og sygelig Grættenhed, men mere jevnt et godmodigt Lune.
Eilert Sundt.
