e) Nordjyderne holde paa A-lyden, men Sønderjyden
elsker meere E-lyden, og altid sige hine a for jeg (svensk
jag, kjøbenhavnsk jaj), men Sønderjyden e. For Løjers
Skyld have derfor Some kaldt Nørrejydsken Amaalet,
og Sønderjydsken E-maalet.
Ville vi nu kjenne, hvad som ere mest eeget for Sønderjyden, saa maae vi merke oss Følgende:
a) Han lader h hvile fremfor v og j og siger: vile, ligesom vort By- og Bogfolk.
b) Men saa udtaler han igjen v haardt, som første Bogstav og vv i Enden, (der det gjerne staar for g, Davv, Skovv, Plovv, for Dag, Skog, Plog);
b) det bløde d lyder i hans Mund oftest som rr; saa siger han sverrer for svider, verr for veed osv. I nogle Endelser høres j istedenfor bløtt d, som Guj for Gud, Huj for Hud, iser i Sydangel.
d) gg i Enden af Ord herdes i flere mitlandske Bygdemaal til k: Skjegg, Egg, Vegg, lyde næsten som Skek, Ei, Vek. Det er meest paa Als, at Sligt høres.
e) Enkelt p i Enden af Ord, som i Nordjydsk gjerne er ligt v isteden for By- og Bogmaalets b. Skav for Skap og Skab, gaar i Sønderjydsk heller over til f; dog have fleere angelske Sognemaal fremdeles det gamle p, som Boskop, Herskop osv. Jfr. Aasens Gram. §§ 94 og 95.
f) Medlydene høres i det Heele haardere og Selvlydene skarpere i Sønderlandet end i Nordlandet.
g) Som ovennevnt, siger Sønderjyden e for Nordjydsk1⁄2 a.
Enda er en stor Mengde Merker, Mellem- og Overgange baade imellem Nordøstjydsk og Sydvestjydsk paa den eene Leed og imellem Nord- og Sønderjydsk paa den anden Leed, især i Selvlydenes Udtale. Men det vilde vere for drygt at gaae stort lengre i denne Sag her og vi maae vise dem, der attraae nærmere Oplysning om dette
