„(Manden, hans Hus), e Kun’, hinner eller henner Baan, (Konen, hendes Børn) e Frow, vinner Kjerrest, e Høn’, hinner Kywlinger, e Pigger (Pigerne), djer (deres) Løn, e Prest, sin Kjepp. Denne Talemaade har noget Tilsvarende i norskt Bondemaal, naar der siges: f. Ex. Hatten hans Ola (uden Ejeformen s i Enden), Datter hennars Ingeborg, Søn hans Helle osv.
Men foruden Jydemaalets ovennevnde Lengde-Deeling i Nordøst- og Sydvestjydsk, deeles det for andre Aarsagers Skyld paa tvers i Nord- eller Nørrejydsk og Sønderjydsk. Grensen imellem disse 2 Afdeelinger daner ikke Landemerket i mellem Nordjylland og Hertugdømet Slesvig, men en Tverlinie, dragen fra Gjeldsaaens Os i Vesterhavet ligeover til Haderslevfjordens Munding i lille Belt i mod Øster. – Det, som En bedst kjender Nordjyden paa, er følgende Hovedmerker:
a) Nordjyden udtaler h meget sterkt, baart og lydeligt fremfor v og j, hvass, hjem, hvile, Hjord, og nærmer sig i denne Udtale den, der høres i mange norske Bygdemaal, som dog have den endnu hvassere, næsten som k.
b) Skjønt det danske Bondemaal, ligesom norskt og svenskt, meer eller mindre tydeligt skvder ind et j efter k og g, naar disse kome fremfor bløde Selvlyd, som æ, e, ø, i og y, saa treder dog denne blødere Udtale ingen Steder mere kjendeligt frem end i Nordjydsk, der i saa Henseende næsten lyder som Norsk. Nordjyden siger saaledes ikke „kær, gør, igen, men fjær, gjør, igjen eller næsten ijen, – ligesom vi østen- og nordenfjelds.
c) Naar V staar som første Bogstav i et Ord, lyder det paa Nordjydsk bløtt, næsten som engelsk W. Denne Sed skal ogsaa finnes i Dalerne i Sverige.
d) Nordjyderne holde fremdeles fast ved det bløde d, Oldnorsk ð, i Enden af Ord, som Krud, Blod, stod, god, der som vi for det Meste lade det hvile.
