I Juli Maaned 1859 reiste han ud, fra Kuruman
af, ledsaget af den nylig ansatte Missions-Præst Price
som Medarbeider. Der var 1000 engelske Mil at reise.
Ikke mindre end 7 Maaneder gik med, før de naaede frem.
Man maa have nogen Indbildningskraft for at sætte sig ind i
en saadan Reises Møie. Vi faa som et Glimt deraf ved
nogle Linier af et Brev fra Hr. Price, hvoraf vi med det
samme faa se, at der var Fruentimmer og Børn med.
Fra Zouga-Elven gik det taalelig vel med Reisen indtil henimod Enden af November, da vi led meget af Vandmangel nær et Sted, som heder Gukobo. I over en Uge maatte hver Draabe Vand hentes til Fods omtrent 35 (eng ) Mil. De kan forestille Dem, hvorledes den kjære Fru Helmore var tilmode, da hun en Eftermiddag, hvor Thermotret viste paa 107 Grader i Skyggen, holdt paa at gjemme netop en Skefuld Vand for hvert af Børnene til næste Morgen, uden at hun nænnede at tage en Draabe for sin egen Mund. Hr. Helmore var ude med vore Folk at søge efter Vand, og da han om Morgenen kom med den kostelige Drik, fandt vi ud, at han havde gaaet fulde 40 Mil. Hvor godt vi skal have det nu, Papa har faaet Vand til os,“ sagde lille Henrik. Dette Sted forlod vi Dagen efter Juledag, da vi fortsatte vor Reise. Men omtrent en Uges Vei derfra maatte vi stoppe tre Uger, til der kom Regn.
Da de omsider naaede frem til Linyanti, i Februar 1860, var det først en stor Skuffelse for dem, at de ikke fandt Livingstone. Med de Matololoer, som havde fulgt ham til Østkysten, og som han havde ladt efter sig her, medens han aflagde hint Besøg i England, skulde han reise samme Vei tilbage; det havde han lovet Sekeletu; men endnu havde man hverken seet eller hørt noget til ham eller hans Følge.
Og ikke alene, at de nyankomne Missionærer nu, uden Livingstone, kom som Fremmede til Fremmede; men det ser endog ud til, at Livingstones Udeblivelse havde svækket baade Høvdingens og Folkets gode Mening om Europæere og Missionærer. Ialfald viste Sekeletu en paafaldende
