Livingstones første store Reise fra Linyanti af gik til
Afrikas Vestkyst og derfra tilbage; hans anden Reise gik
langs Zambese-Floden alt til Østkysten, og her lod han sine
sorte Ledsagere blive tilbage, for at vente paa ham, medens
han selv gjorde en Tour til England for at tale de nyfundne
Folkestammers Sag. Og en af Frugterne heraf var
hint Forsøg paa at faa anlagt en Missions-Station blandt
Makololo’erne.
Reis til Kapstaden, paa Afrikas Syd-Spidse, o drag derfra nordover gjennem Kaplandet, den engelske Koloni, alt til Nordgrændsen, og derfra fremdeles mod Nord omtrent ligesaa langt, og bestandig i det Indre af Landet, og du vil finde et Sted, som heder Kuruman. Her har den anseede Missionær Moffat virket nu i henved et halvt Hundrede Aar som det samme Londoner Missions-Selskabs Sendebud, og her er som et Middelpunkt for Selskabets Missionering i en vid Omkreds. En af Bi-Stationerne heder Lekatlong; Missions-Præsten her hed Helmore, og den haabefulde Menighed, som var her, var at anse som Frugten af hans af Gud velsignede tyveaarige Flid.
Livingstone havde selv tjent sine første Aar som Missionær i denne Egn under Moffat, og det var formedelst sit Bekjendtskab med det her boende Betjuaner-Folk, at han vandt Indgang hos Makaloloerne, som ere en nærbeslægtet Stamme. Og efter Livingstones Ønske og Raad blev Helmore, hans fordums Medarbeider og Ven, udseet til Forstander for det nye Missions-Anlæg.
Og da Helmore blev opfordret til at forlade sit Lekatlong, denne Plet, som han saa at sige havde ryddet og plantet og vandet i Hedninge-Ørkenen, forlade den for at drage endnu længere ind i Ørkenen og begynde Arbeidet fra nyt af, saa forstod han det som et Kald fra Herren og fulgte det.
