Det er idag Anden Juledag, Stephanus-Festen, og dens hellige Minde bringer mig til at fortælle for Folkevennens Læsere en Stephanus-Historie fra vor egen Tid.
Jeg er bleven kjendt med Historien derved, at jeg, alt fra jeg i Folkevennen for 1859 meddelte noget om Dr. Livingstones Missions- og Opdagelses-Reiser, har holdt paa at søge efter Oplysninger om denne Mands senere Foretagender og Skjæbner. Saa fik jeg fat paa 1861 og 1862 Aars Beretninger fra det Londoner Missions-Selskab, i hvis Tjeneste Livingstone havde arbeidet, og her læste jeg den Beretning om Prøvelser og Lidelser og Troens Taalmodighed, som jeg nu skal fortælle videre.
De mærkværdige Tidender, som Livingstone i 1856 bragte hjem til England, bevægede det nævnte Missions-Selskab til at anlægge en ny Station midt i en Egn, hvor man før havde troet der var lutter Sandørkener, men hvor Livingstones Mod og Dygtighed havde trængt igjennem og opdaget frugtbare Landskaber og mylrende Folkefærd.
Stedet for Stationen skulde være ved eller nordenfor den ny-opdagede mægtige Flod Zambese, blandt Makololoernes Folk, i Høvdingen Sekeletu’s Land. Det var denne Hedninge-Høvding, som Livingstone var kommen saaledes i Venskab med, at han havde faaet af ham Mandskab og anden Hjælp, og dermed var bleven istand til at udføre flere- aarige Opdagelses-Reiser over store Land-Vidder, som ikke alene ingen europæisk Fod før ham havde betraadt, men som selv hin Sekeletu’s Folk, fra hvis Hovedby Linyanti han drog ud, forhen ikke havde kjendt det mindste til.