Vrangvillighed med de Fremmede i en meget vigtig Sag: det var nemlig Planen, at Missions-Stationen skulle anlægges ikke i Byen Lenyanti, som laa i en sumpig og altsaa usund Egn, men i en Bjerg-Egn noget nordenfor, men Sekeletu nægtede dem Tilladelse og Hjælp til at drage videre, saa de altsaa maatte forblive, hvor de vare, i eller ganske nær Byen.
Paa den anden Side bleve de dog opmuntrede ved et og andet Tegn paa Ærbødighed fra de Indfødtes Side; der blev givet dem en fed Oxe til Slagt o. s. v. Og i Tro og Haab begyndte de da sin Missionsgjerning; allerede den første Søndag prædikede Helmore, den næste ligesaa; de gave sig i Færd med at sætte sig op midlertidige Huse o. s. v.
Men snart begyndte Prøvelserne, og vi maa læse et af de mørkeste Kapitler i Hedninge-Missionens Historie. Her er Uddrag af Hr. Prices Breve:
I Løbet af omtrent en Uge bleve vi alle angrebne af Feberen, men mest Hr. og Fru Helmore, deres fire Børn og alle vore Tjenere; jeg og min Kone vare, Gud være lovet, endnu istand til at gaa lidt omkring, skjønt med megen Besværlighed. Vi kunde da se lidt til vore kjære Venner Helmore, som næsten ikke kunde røre et Lem. Da jeg en Aften gik rundt for at se efter, hvorledes det stod til, fandt jeg de fire Børn liggende paa en Seng udenfor Teltet og Fru Helmore ved Siden af Sengen paa en Pude. Ingen var vaagen. Jeg kjendte paa deres Pander o. s. v. og kom sidst til den kjære lille Henrik: han var kold, – han sov Dødens Søvn. Strax gik jeg ind i Teltet, hvor Faderen laa, og underrettede ham om det; han bad mig ikke sige Moderen det før om Morgenen. Jeg bar Barnet ind i Teltet og svøbte Liget i et Stykke Tøi og fik Folk til at kaste op en Grav, at vi kunde begrave det næste Dag. Den Lille blev begravet ved Siden af Malatsi, min Vogn-Driver, som var død faa Dage før. Da Moderen fik Underretningen, brød hun sig ikke det mindste om det, skjønt det var hendes egen dyrebare Henrik. Dette var den 7de Marts. Den 9de døde vort eget lille Vuggebarn. Den 11te døde Selina Helmore og samme