199. Vægt eller Alen maa aldrig lægges paa
Sengen; sker dette, vil der opstaa Trætte mellem
Mand og Kone.
200. Aldrig maa man lægge Knive eller Saxe i et Fad – som følgende Formaning ogsaa forudsætter: „Man skal ligesaa hurtigt tage Kniven af Fadet, som Barnet af Ilden.“
201. Naar man lægger en Bog fra sig, hvori man har læst, og ikke lukker den sammen, kommer Djævelen og læser i Bogen.
202. Naar man har fældet en Tand skal man kaste den i Ilden og sige: „Gulmari, Gulmari! gje meg ei Beintaan, saa ska du faa ei Guldtaan.“
Dette skal siges 3 Gange. Siger man det ikke, vil man ikke faa nogen Tand igjen.
Andre sige: „Mus, Mus! vil du gje mæ ei Beintaan, ska eg gje deg ei Guldtaan.
203. Første Gang et nyfødt Barn lægges i Vuggen, skal man lægge Staal (pleier gjerne være en Stoppenaal) under Barnets Hovedpude.
I Konnismo maa det bestemt være en Sax og en Psalmebog, og navnlig den Sax, som blev benyttet ved Barnets Fødsel.
Gjør man ikke dette, kan en underjordisk Moder ombytte dette med sit eget. Dette sidste kaldes isaafald en „Bytting“ og vil stedse være en Vantrivning.
I Konnismo maa ligeledes Lyset ikke slukkes nogen Nat, førend Barnet har erholdt Daab; thi ellers kunde Tussen gjøre det Skade.
204. Dersom Kokken mærker, at Maden svides, skal hun blot kaste et Stykke uldent Tøi paa Ilden lige under Gryden.
Andre vifte med et Stykke uldent Tøi over Gryden. Andre kaste en Sølvske i Gryden, og atter Andre stikke en Ildsnart ned i den.
205. Snerken af sød Melk, som koges, bør kastes i Ilden. (I Thelemarken gjør man ligedan og siger, at det er „Lokje,“ som skal have den.)
206. Man maa være forsigtig i ikke at spilde Salt; thi gjør man det, vil man siden komme til at fælde saamange Taarer, at det spilte Salt kan opløses deri.
