Først efter Julens Ende maa den bringes ind i Stuen og bruges.
Heller ikke bør man gaa i Skoven i Julen.
190. De Flise, man skjærer paa en Søndag, skulle paa Dommedag blive opbrændte paa Haandens Bagside eller efter Andre paa Øiet.
191. Kniv eller Ske, som falder ned fra Bordet Juleaften, maa ikke tages op før Morgenen.
192. Paa Solhvervsdage maa man ikke vadske Klæder; thi ellers ville de snart gaa istykker.
Grund: Vandet bliver paa denne Dag til 3 Ting, nemlig Vin, Edder og – (?). Som saadanne Ting er det kan det Øieblik, Solen vender, og ikke længere end den Tid man maa bruge for at faa sagt: „Nu er det, nu var det, nu bliver det.“ Imens fortære Edderen Klæderne, saa de blive møre.
Skulde det ellers være bestemt nødvendigt at vadske paa denne Dag, bør man begynde med Klæder af lidet Værd.
193. Naar to Personer vadske sig i et Vand, skulle de komme til at slaaes eller idetmindste trættes inden Aftenen.
194. Man bør ikke have en Rovfugls Fjær i Fjærklæder; thi da vil man snart vederfares en eller anden Ulykke.
195. Ligeledes maa man aldrig have Hønsefjær i Dyner eller Puder; thi paa Hønen er der en Fjær, som kaldes „Urosfjæren,“ og paa den kan Ingen sove eller dø.
Det hænder derfor, at man skifter Dyne eller Pude under den Døende, naar han „trækker“ længe.
196. Naar En, der ikke hører Huset til, gaar ud, skal man altid „se efter“ ham ɔ: følge ham ud og se paa ham, naar han gaar.
197. Man maa aldrig drikke af en Gryde; thi da vil man ikke kunne dø. Har Nogen gjort det, og han ligger og drages med Døden, bør man hvælve en Gryde over hans Ansigt. Da vil det blive ham muligt.
198. Efterbyrden efter et Barns Fødsel maa bestemt brændes. Grund: Dersom en Mus skulde faa fat deri, vilde Barnet aldrig kunne ligge tør i Sengen.
