207. Naar en Ko kjøbes, maa man bestemt faa
Klaven med; thi ellers vil man ikke have Lykke af den.
208. Naar en Ko „længter“ efter det Sted, hvorfra den er kjøbt, behøver man blot at tage en „Jernskore,“ (hvori man hænger Gryden i Skorstenen), og lægge paalangs indenfor Fjøsdørens Tærskel.
Et andet Middel er at faa Koens gamle Klave, hvori den før var bundet, og binde den i den.
209. Naar en Ko har kalvet, maa man enten lægge en Kniv (egentlig Staal) i Bøtten, første Gang den faar Drikke, eller sætte en Kniv over Koen i Baasen til Værn mod de Underjordiske.
210. Ligesaa maa Koen i dette Tilfælde flyttes i en anden Baas.
211. Man bør ikke lade et avindsygt Menneske komme ind i Fjøset; thi da vil der ske en eller anden Ulykke paa Kvæget.
212. Naar Kvæget føres tilsæters, maa man hilse paa nogle visse Stene eller gamle Træer, ellers vilde Kvæget blive fredløst og kunde ikke holdes inden „Grinnan“ (ɔ: Kvien).
Man betragter ellers ofte Stene eller gamle Træer med en overtroisk Frygt, fordi nogle skjulte Væsener skal have sit Tilhold i dem.
213. Naar man har skoet en Hest, maa der spyttes under Hestehoven; thi ellers vilde Skoen falde af. Med det Samme pleier man ogsaa sige: „hyt!“
214. Naar man har sat Agn paa Fiskekrogen, maa man ligeledes spytte paa Agnet og sige „hyt;“ thi saa bider Fisken bedre og hænger ogsaa bedre fast.
215. Ligesaa maa man gjøre, naar et Garn sættes ud.
216. Ligesaa naar man tager Sælen af Hesten.
217. Ligesaa naar Hestene om Vaaren slippes paa Skoven.
218. Den Del af Fisken, som ligger langs Rygbenet i Makrellen, og som ser noget mørkere ud end det Øvrige, er „Mannekjød.“
(Fortsættes.)
