ger for en afsidesboende, lastefuld og vankundig, men derhos livlig og let bevægelig lappisk Menighed.
Han begyndte med at opsøge sig en Hustru, og de Egenskaber, han fordrede af en saadan, ere betegnende for hans Retning: hun skulde være fattig uden Dannelse (ti den vilde han bibringe hende selv) og hengiven til et mildt Sværmeri.
Hans Skildringer af Menighedens Fylderi og Lastefuldhed ere levende og vistnok ingenlunde overdrevne. Han viste strax megen Nidkjærhed men synes selv, at hans Virksomhed blev uden Fremgang i de første Aar. I 1832 fik han en Nervefeber, som truede hans Liv; efter denne bleve hans Prækener skarpere, men ikke skarpe nok til at bringe Tilhørerne til at opgive Brændevinsdrikken. Efterat hans Sind i længere Tid havde været sørgmodigt over Tabet af en meget elsket Søn, fik han i 1842 en Brystsygdom, som vel ikke i sig selv var betydelig eller farlig, idet han kunde gaa oppe med den, men som alligevel voldte ham en uforklarlig og heftig Dødsangst. Under den forrige farlige Sygdom havde han med Rolighed seet Døden imøde, men nu fik han den Mening, at han dengang kun havde haft en død Tro, idet han nu først rigtig blev greben af Fordømmelsesfrygt. Fra nu af sluttede han sig til de foragtede „Læsere“, som han ogsaa før ofte havde følt sig hendraget til; paa en Visitationsrejse gjorde han Bekjendtskab med en Lappige, ved Navn Maria, „som havde vandret lange Veje for at søge Lys i Mørket“, og hvis enfoldige Beretninger om sine Vandringer og Erfaringer gjorde et dybt Indtryk paa hans Hjerte. Da han kom hjem fra denne Rejse begyndte han en ny Fremgangsmaade. Vi skulle høre ham selv fortælle derom:
„Mine Prækener fik en højere Farve; Frelserens Lignelser i Evangelierne bleve udførte i Lignelser; derved opstod en usædvanlig Mysticisme, som havde en forunderlig
