Alder, har betragtet disse Fostere af en sygelig Indbildningskraft anderledes end som noget, der havde ydre Virkelighed. Ogsaa i sit senere Liv, som Prest i Karesuando, fortæller han, at han har seet lyse Striber eller Lyn, uden med Sikkerhed at kunne afgjøre, om det har været udenfor eller indeni ham. Juleaften 1847 saa han saaledes en stor lys Lue udstrømme fra Kirketaget i Karesuando i sydlig Retning. Synet af en Person, der vilde trække ham ud gjennem Vinduet, af en Bjørn, som laa under hans Seng og forgjeves bestræbte sig for at løfte Sengen op, af en stor Drage, som viste Tænder mod ham, anser han for Virkninger af en Aandeverden, som bor indeni Menneskene.
Ifra sin spædeste Barndom levede Lestadius i stor Fattigdom; paa Skolen og Gymnasiet gik han slettere klædt end andre, og blev derfor, som han med Bitterhed udtrykker sig, „udstødt“ fra „Verdens“ Selskaber og Fornøjelser; han fortæller krænkende Exempler herpaa og udleder selv sit „aandelige Had“ til Verden fra denne Kilde, uden, som det synes, at være opmærksom paa, at det saaledes bliver Egenkjærlighed mere end Foragt for det virkelig Onde i Verden, som virker dette aandelige Had.
Med hans Livsbestemmelse gik det til paa følgende Maade: Han var Botaniker og gjorde som saadan besværlige og ensomme Rejser. Da han en Dag kom ind til en Velynder i Stokholm, spurgte denne ham, hvad han vilde blive, hvorpaa han svarede: „Nybygger i Lapmarken“. „Nej De bør blive Prest“, fik han til Svar: „skynd dem og tag Presteexamen, saa skal jeg anbefale Dem til snar Befordring“. Han tog da Presteexamen og blev nogle Dage efter befordret til Karesuando Lapmarks Pastorat. Det synes heraf at fremgaa, at hans theologiske Studier have indskrænket sig til en nødtørftig Examenslæsning, og at han kun har været i Besiddelse af liden Kundskab og kirkelig Erfaring, da han i 1826 tiltraadte sin vanskelige Virksomhed som Sjælesør-
