sætter os istand til at forstaa, baade hvorledes han selv blev en Sværmer og hvorledes han kom til at udbrede Sværmeri mellem Lapperne.
Lestadius fortæller om sine Forældre, at de vare fattige Nybyggere under Fjeldet i en fuldkommen Ødemark, „hvor kun Ulve, Ryper og Harer havde sit Tilhold.“ Fra en anden Kilde, hvis Paalidelighed jeg dog ikke sikkert tør staa inde for, har jeg hørt, at Faderen var Kvæn og Moderen Lap. Moderen var „af et melancholsk Temperament“, tilbøjelig til at tage Varsler og mærke Drømme. Sine to Navne, Lars og Levi, fik derfor Lestadius efter Drømme, som Moderen havde haft, medens hun gik frugtsommelig med ham. Faderen var derimod hidsig og under Beruselse brutal. Selv mener Lestadius, at han paa engang har arvet Faderens hidsige og Moderens melancholske Temperament. Han var en munter og dristig Dreng, men grebes undertiden af en pludselig uforklarlig Tungsindighed, idet han ligesom følte sig tiltalt af en hemmelighedsfuld indre Røst, som han nu senere anser for en umiddelbar Kaldelse af Guds Aand. Han lægger megen Vægt paa, at han engang i sin Barndom „ligesom i en Drøm“, saa en Kvinde svede Blod for Christendommen. Dette Syn er aldrig gaaet ham af Minde, men hvad det var for en Kvinde, er ikke blevet ham klart. Ligeledes kjendte han tidlig i Barndommen ofte en forunderlig Liglugt i Skoven, og at dette virkelig var en „aandelig Liglugt“, slutter han nu deraf, at han i Drømme ofte følte sig plaget af Døde, som satte haardt ind paa ham; disse Drømme kom ofte igjen under Opvæxten, og bevirkede ogsaa i vaagen Tilstand en vis Uro. Man ser altsaa heraf, at de ensomme Omgivelser rimeligvis i Forening med et arveligt Anlæg ifra Moderen, tidlig har fremkaldt en sygelig Virksomhed i hans Indbildningskraft, og at han aldrig, end ikke i sin modne
