have været saaledes indrettede, at det har været som selvsagt, at her var ikke for Folk at være. Paa Jæderen og i Dalerne, jeg mener ogsaa i Siredalen og Aaseral, kan man endnu se Spor af Indretningen: saa lang Vinteren var, blev Gjødselen ikke moket ud, men Kreaturene stod paa selve Dungen og voxede med den tilsidst helt op under Taget, og Skillevæggene mellem Baaserne vare løse, til at skyde op, efterhvert som det gjordes Behov. – Foruden saadanne Fjøses Modbydelighed er ogsaa at mærke, at paa denne Kant af Landet gjør Vinterens Mildhed, at det gaar an for unge, friske Folk at sove paa et Loft eller i et Kammer uden Ovnsvarme, saa man altsaa ikke har behøvet at ty til Fæhusets lunkne Nattelogis. Hvad der af Fæhus-Skikken findes i Christiansands Stift, er ifølge Præsternes Opgaver næsten udelukkende samlet i Stiftets tvende Udkanter, nemlig i Thelemarkens Provstier yderst i øst og Karmsunds og Ryfylke Provstier ved Stavanger-Fjorden i Vest – hist altsaa Fjeldbygder, som have mere tilfælles med Christiania Stifts Opland, her Fjordbygder med bergensk Charakter. Men i disse samme to Strøg findes tillige kjendelig mere af Natte-
lige Sysler, navnlig Kreaturstellet, er det ganske sædvanligt, at hun faar sit Natteleie i Fjøset – – og nu bliver hun strax Gjenstand for natligt Besøg af de unge Karle, der lige fra Konfirmations-Alderen af, paa enkelte hæderlige Undtagelser nær, saa temmelig stadig vandre omkring om Natten til de Steder, hvor de vide, at Pigerne ere at finde. – – Skulde der være en eller anden Husbonde, som har været saa forsynlig, at han paa sin Fjøs-Dør har anbragt en Laas eller Slaa paa den indvendige Side, og skulde Pigen i et enkelt Undtagelses-Tilfælde føle sig noget besværet ved deres Paatrængenhed, saa hun ikke godvillig lukker op, saa gaar det ofte paa Vold, saa Døren brydes op. Med saadanne Folk er det ikke saa godt for Husbonden at give sig i Kast, selv om han havde en rigtig alvorlig Vilje dertil“ osv.
