Og som i Smaalenene, saa har det vistnok været i den
største Del af Landet i den tarvelige Fortid. Tabellen fra
1857 viser os altsaa kun Levningerne af en Skik, som har
været langt mere udbredt før. Dette stemmer desuden med
en Del af Præsternes Opgaver, som endnu ikke er anført,
men som viser Fæhus-Stikkens fortsatte Aftagen: det var
ialt 129 Præstegjeld, hvori Skikken sagdes at herske mere
eller mindre („almindeligt“, „delvis“ eller „undtagelsesvis“),
og med Hensyn til 60 af disse 129 Præstegjeld blev det
opgivet, at der var sporet Aftagen i de sidste 10 Aar.
Men som denne Aftagen i det Hele er betinget af Bygnings-Skikkens Udvikling, saa er det tildels en Følge af Uligheder i Husenes Indretninger, at Skikken med Natteleie i Fæhusene er i nogle Egne aftaget hurtigere eller afskaffet tidligere end i andre.
I det store vestlandske Strøg, hvor Røgovnstuen har hørt hjemme, fra Stavanger-Fjorden til Mundingen af Throndhjems-Fjorden, sidder der kjendelig meget igjen af Fæhus-Skikken, navnlig i den nordre Halvdel af Bergens Stift, hvor Røgovnstuerne have holdt sig længst og ikke sjelden ere at se den Dag idag. Her gaar det ogsaa kjendelig langsommere end ellers med Reformen – at dømme efter Præsternes Opgaver.
Saalænge et Bygdelag er saa at sige gammeldags i Et og Alt – Noget, som af flere Forfattere er fremhævet netop om de bergenske Bygder nordenfor Sognefjorden – saa længe kan det paa en Maade gaa an med den simple Fjøs-Skik; der mærkes ialfald ikke endnu store Misligheder i den sædelige Tilstand i Nord- og Søndfjord samt i Søndre Søndmøre, som just høre til Røgovnstuens og Fjøs-Skikkens mindst forstyrrede Hjem. I disse Bygdelags gammeldags Bygde-Skik er der noget vist Alvorligt og Strængt, som danner en gavnlig Modvægt mod Letsindigheden. Der kan Fjøs-Skikken bestaa, uden at Natteløbe-
