befandt sig i den, eller fremkalde den hos andre; medens omvendt i andre Egne Exempler bleve fortalte paa hastig Helbredelse under en sund Kritik fra Omgivelsernes Side.
De Spaadomme, som bleve udtalte i eller efter saadan henrykt Tilstand, angik ikke sjelden meget nær forestaaende Begivenheder, f. Ex. Dødsfald, og deres Tomhed kom derfor ved saadanne Lejligheder snart for Dagen. Men i Mellemtiden var Troen undertiden saa stærk, at Folk, hvis nære Død var bleven forudsagt, derefter toge sine Bestemmelser, og bl. A. forlangte sine Arvemidler udbetalte af Overformynderiet til Begravelsen.
Jeg har før omtalt de tætte Omfavnelser, som jeg var Vidne til udenfor Lyngens Kirke. Disse og andre Kjærtegn have hos Sværmerne ikke sjelden fundet Sted ogsaa mellem Personer af forskjelligt Kjøn, dels offentlig, dels i deres Forsamlinger. Jeg ved saaledes fra sikker Kilde, at flere af Dissenterne i Tromsø have hengivet sig til dette Uvæsen, og en af Presterne i Senjen modtog senere Tilstaaelser om ligefrem Utugt under de her omtalte Sværmerier. Man skjønner altsaa, at Kallems førnævnte Advarsel mod at lade den christelige Broderkjærlighed udarte til Kjødelighed har været vel begrundet. Overhovedet synes her, som andensteds, mange af dem, der kaldte sig selv „Vakte“ og med Hovmod bebrejdede anderledes Tænkende deres Syndighed, meget tilbøjelige til at se igjennem Fingre netop med delte Punkt; saaledes at endog Forelæseren i en af deres Forsamlinger ikke tabte synderlig i Anseelse ved aabenbar Forgaaelse derimod. Det er bevist, at mellem Kautokeinolapperne just de allermest Fanatiske hengave sig til den groveste Usædelighed.
Distriktslæge Bakke har fortalt et Exempel paa, at den ovenfor omtalte „henrykte“ Tilstand er gaaet over til en vedvarende Sindsforvirring. Den af ham omtalte Mand er nylig i uhelbredet og rimeligvis uhelbredelig Tilstand
