Budsendelser, men paa samme Tid ytret Frygt for at være alene, da de vare ilde anskrevne hos sine Naboer, fordi de ikke fæstede nogen Tiltro til Pigens henrykte Tilstand. Denne Frygt viste sig at være vel grundet, ti en Nat styrtede en forvirret Mand ind, ødelagde deres Husgeraad og forskræmte Konen i den Grad, at hun blev syg. Da Kvinderne derpaa flygtede, forfulgte han dem ind i et Nabohus, hvor han tvang alle de Tilstedeværende til, for at berolige ham, idelig at eftersige de Ord: „Vender Hjerterne til mig, Herren være lovet“.
Der var enkelte Huse, hvori den aandelige Smitte især greb om sig og hvori næsten alle Familjens Medlemmer bleve „profeterende“. Værelserne vare gjerne tæt opfyldte med lyttende Tilskuere, der alle stode med foldede Hænder. I Almindelighed var det efter Opvaagningen af den bedøvede Tilstand, at de fortalte, hvad de havde seet. Bevidstheden var ikke altid ganske borte under Bedøvelsen, idet flere hørte hvad der blev talt, medens de laa hen. „Synerne“ røbede i Almindelighed en temmelig barnagtig Fantasi; de saa f. Ex. den gamle Klokker skjære Ved i Helvede; en Kone, som havde Ord for Gjerrighed, maalte Vadmel og en „ikke vakt“ Mand drak Puns sammesteds. Stilheden i den store Forsamling, det usædvanlige Optrin og den kvalme Luft virkede ogsaa paa de Tvivlende, og flere, der vare komne tilstede for at spotte og le, bleve, til desto større Bestyrkelse for de „Troende“, dragne med ind i Bevægelsen. Saaledes blev en noget hysterisk Kone, som var kommen tilstede i denne Hensigt, tiltalt af en Henrykt, som længe stirrede paa hende og sagde, at nu skulde Turen snart komme til hende; hun blev bange, kom i heftig Bevægelse, og gav sig til at tilstaa sine Ungdomssynder for Forsamlingen.
Intet kunde mere end denne andagtsfulde Opmærksomhed bidrage til at vedligeholde Tilstanden hos dem, som
