Krampetrækninger ved Graven; en enkelt havde givet Exemplet, og efter nogle Maaneders Forløb var Tallet paa dem, der havde faaet saadanne Tilfælde, ialt 800. Man antog, at Helbredelserne netop bevirkedes igjennem disse Krampetrækninger. Nogle bjeffede som Hunde. Jansenisternes Modstandere (de Ultramontane) paastode, at det var Djævelen, Jansenisterne, at det var Gud, som var virksom igjennem disse Tilfælde. Snart indtraadte der „Henrykkelser“, og mange holdt, ifølge Beretningerne, med forklaret Udtryk i Ansigtet lange Taler til de Omstaaende. Det var de sædvanlige Jansenistiske Ideer med Anklager imod de romerske Prester, desuden Forkyndelser om Profeten Elias og den yderste Dag om Synd, Bod og Omvendelse; men alt dette blev ofte fremsat i meget skjønne og flydende Ord, selv af ganske uvidende og uopdragne Piger, som, naar Anfaldene vare forbi, neppe formaaede at erindre, end mindre gjentage sine Taler. Her, som overalt, bidrog denne usædvanlige og paafaldende Omstændighed, hvis Forklaring vi have forsøgt at give i det foregaaende Afsnit (pag. 38–39) mere end noget andet til at forskaffe Bevægelsen Opmærksomhed og Tillid. Denne manglede da heller ikke; endog lærde Mænd skreve store Værker derom, som endnu opbevares.
Naar Nervevirksomheden saaledes samles med al sin Styrke i et enkelt Organ, bortdrages den fra andre Dele. Følgen af den sygelige Forøgelse i Hjernens Virksomhed under denne Tilstand er ofte den, at Huden og de ydre Dele paa samme Tid blive følesløse. Jeg har fortalt om Kvinderne paa Hammerfest, at de i den sandsesløse Tilstand, der fulgte efter Dandsen, ikke følte Naalestik. Denne Ufølsomhed stiger undertiden endog til en Trang efter Smerte, idet Smerten vel maa antages at virke paa en Maade som en Afledning fra Hjernen. Vi have seet, hvorledes Johannesdandserne maatte have Hjelp af Folk, som sloge og trampede dem.
