De voldsomme Slag for Brystet, som Sværmerne i Finmarken give sig selv eller hinanden indbyrdes, medens de ligesom svælge i sine religiøse Rørelser, er ogsaa en Ytring af den samme Trang; ligesaa tør man vel om Middelalderens Flagellanter og de abyssiniske Selvpidskere antage, at de ikke have den sædvanlige Fornemmelse af Smerte ved Slagene. Hos de franske „Konvulsionære“ viste nu denne Trang sig i en utrolig Grad. Medens man saaledes i Paris havde 4000 Konvulsionære, saa havde man endnu flere Secourister, d. e. Hjelpere, som stødte og slog dem med Stene, Hammere og Trækøller. Det hedte, at man i denne Tilstand kunde taale den stærkeste Vold uden Skade; dette var dog ingenlunde Tilfælde; mange Ribben bleve brækkede, og man havde endog Exempel paa Døden som Følge af denne Slags Hjelp; men saadanne Tilfælde bleve neddyssede.
Da Kirkegaarden ikke mere kunde rumme alle dem, som søgte derhen, saa at Gader og Værtshuse i Nærheden bleve opfyldte og Uordener tiltoge, blev Kirkegaarden stængt; ogsaa Secouristernes Virksomhed blev senere forbuden. Men hvad der før var drevet aabenbar, det blev nu endnu mere drevet i det Skjulte; man har Beretninger om oprørende Usædelighed i deres hemmelige Sammenkomster, men alt gik under Form af Andagtsøvelser. De kom til at danne en Sekt, der endog overlevede Revolutionen, og Konvulsionærernes Syner bleve udgivne i saakaldte profetiske Bøger. Man kan næsten ikke optænke noget Slags Galskab eller Nervetilfælde, som ikke har forekommet inden denne Sekt.
Det vilde blive altfor vidtløftigt her at omtale endog blot de vigtigste af alle de aandelige Omgangssygdomme, som det religiøse Sværmeri ligefra de ældste Tider og indenfor saagodtsom alle Religioner har foraarsaget.
