vidste, hvorledes de vare komne afsted og hvorledes de vare komne tilbage, idet de pludselig efter et saadant Besøg vaagnede som sædvanlig i sin Seng. Men ikke engang dette formaaede at lede den Tids Prester og Dommere hen paa den Tanke, at man her kun havde med sygelige Drømme at bestille.
Der er en Omstændighed, som jeg ikke har seet, at der er lagt Mærke til, men som maaske kan hjelpe til ved Forklaringen af disse Indbildninger. Man ved, at Sagnet overalt henfører saadanne Bloksbjergrejser til St. Hansaften. Nu have vi i det Foregaaende seet, hvorledes Johannesdandsere og St. Veitsdandsere netop paa den Aarstid befandt sig i en sygelig Tilstand og da hengave sig til sine vilde, halv bevidstløse Dandse, som ogsaa almindelig ansaaes for Virkninger af Djævlebesættelse. Det ligger meget nær, at mange af disse under den Afkræftelse og unaturlige Søvn, som ledsagede eller fulgte ovenpaa en saadan Tilstand, have haft levende Drømme, og at de, efter at være vaagnet op, have forestillet sig disse Drømme som Virkelighed. Indbildningen om Samkvem med Djævelen forekom naturligvis ikke blot hos dette Slags Syge; men til Forklaringen vilde det ogsaa være tilstrækkeligt, naar den kun først var opstaaet hos disse eller ialfald hos Deltagerne i den vilde St. Hans Fest. Ti var den først engang opstaaet, saa var der nok af Aarsager tilstede, som kunde gjøre, at Sygdommen greb om sig og blev almindelig.
Tidens frygtelige Lidelser og de Bodsøvelser hvormed de papistiske Forestillinger troede, at disse Lidelser kunde afvendes, havde svækket Legemerne. Og i samme Forhold som Legemerne vare svækkede, vare Sindene ængstelige og opskræmte. Ligefra Barndommen bleve de opfyldte med Forestillinger om Djævelens synlige Optræden og Spil imellem Menneskene; alt, hvad en opskræmt og levende Indbildningskraft troede at have oplevet, gik strax for Vir-
