hundrede. Det var de sygelige Forestillinger om personligt Samkvem med Djævelen eller
Ogsaa denne Sygdom angreb især Kvinder og Børn. Den befordredes paa en skrækkelig Maade ved Tidernes Uvidenhed og en misforstaaet religiøs Nidkjærhed; og Lægevidenskaben har maaske aldrig vist Menneskeheden en større Tjeneste, end da den aabnede dens Øjne for disse Tilstandes rette Væsen. Men det var ogsaa først efterat mange tusinde vanvittige Mennesker havde maattet miste sit Liv paa Baalet, at Lægevidenskaben selv var skredet saa vidt frem, at den kunde overbevise Prester og Dommere om deres grusomme Vildfarelse.
Der hører ogsaa megen Erfaring om sindssyge Menneskers Tilstand til, for at kunne forstaa og erkjende det levende Skin af Virkelighed, som deres sygelige Indbildninger og Sandsebedrag kunne faa. Og naar nu saadanne Mennesker forøvrigt ingenlunde viste det Udseende og Væsen, som man almindelig antager hører til og maa være at finde hos „gale“ Folk, saa var det ikke let for den Tids Dommere at indse, hvorledes de indtil de mindste Smaating kunde beskrive Helvede eller Bloksbjerg, naar de ikke virkelig havde været der.
Ti derpaa gik i Almindelighed disse Menneskers Indbildninger og Paastande ud. De beskreve paa det Nøjagtigste Djævelens Udseende, vel at mærke, altid med de ydre Egenskaber som den Tids Sagn og Fortællinger tillagde ham. Alt hvad disse Fortællinger, der endnu af uforstandige Mennesker undertiden bruges til at skræmme Børn med, indeholde om Rejser igjennem Luften, om Indskrivning af Navne med Blod i Djævelens Bog, om djævelske Festligheder og Dandse, fortalte og troede disse Ulykkelige, at de selv havde oplevet. Ofte tilstode de dog, at de ikke
