kelighed og blev som sikre Erfaringer lagt til Summen af alle de tidligere Fortællinger. Gejstligheden gjorde alt sit til at bestyrke disse Forestillinger og tog dem til Indtægt for sine Bestræbelser efter at hæve sin egen Indflydelse: ti jo mere faretruende og nærgaaende Djævelen blev, desto mere Betydning fik Presterne, som vare de eneste, der igjennem sine Besværgelser antoges at kunne bekæmpe ham. Og dette gjelder ikke blot de katholske Prester, men ogsaa en stor Del protestantiske; overhovedet raadede Roformationen ingenlunde snart Bod paa denne Sygdom og de Hexe- og Troldkarlforfølgelser, som dermed stode i Forbindelse, tværtimod synes disse i Slutningen af det 16de og i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede næsten at have været paa det højeste.
Den største Ulykke kom dog af Retsforfølgelserne og den Maade, hvorpaa disse bleve drevne. Trolddom var af alle Forbrydelser den, som paa hin Tid gav Juristerne mest at bestille. De havde lærde Værker om denne Gjenstand, og der blev givet Love med de strengeste Straffe derimod. Der var næsten ikke den Ulykke eller den Modgang til, som man ikke tænkte sig bevirket ved Trolddom, og strax gjaldt det da at udfinde Forbryderne paa de Steder, hvor Sygdommen først herskede, var intet lettere; ti der fandtes ofte Folk i Hundredevis, som paa første Spørgsmaal angave sig selv og andre. Især var da dette Tilfælde med Børnene. Vi skulle se et Exempel herpaa:
I Aaret 1609 gik en Omgangssygdom af dette Slags i Nærheden af Bayonne i Frankrig. Den udbredte sig til 27 Prestegjeld. Regjeringen sendte et Par Dommere derhen; disse antoge for det første enhver, der angav sig selv, for skyldig og rasede frygtelig med Sværd og Baal. Næsten alle Børn i disse Menigheder vare angrebne af Sygdommen; de førte lange Samtaler med Djævelen, hvis Billede de troede at se. De fortalte, hvorledes deres Mødre
