Hopp til innhold

Side:Folkevennen 1859.djvu/456

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
452

brav. Middelet blev nu brugt, som om det skulde være tilberedet af Under-Doktoren, og den Syge blev strax bedre og kom sig lidt efter lidt. – I et andet Tilfælde blev der sendt Bud til en Aatgjærsmand for et sygt Barn; Manden var ikke hjemme, Budet kom tilbage med uforrettet Sag, og Barnet kom sig alligevel.


b. Døds-Varsler.

8. Naar en Hest ruller sig for Stuedøren, er En feig[1] derinde.

9. Ligge to Straa eller Stikker i Kors paa Gulvet, skal En snart spørges død. Er det øverste Straa det længste, gjælder det en Mandsperson; er Korset lidet, gjælder det et Barn.

10. Kommer Haren springende nær Huset, eller hvis Hakkespetten hakker paa Væggen, saa er en i Huset feig.

11. Det varsler Død, naar Nogen uforvarende kommer til at bryde et rundt Hul gjennem et Fladbrød, ligesaa naar En indenfor og En udenfor paa samme Tid tager i Dørklinken for at lukke op.

12. Ligesaa naar et lidet Barn af sig selv finder paa at iføre sig hvide Klæder om Hovedet („bue sig“).

13. Ligesaa naar man nyser efter endt Arbeide.


c. Stell med de Døde.

14. Saalænge Liget er hjemme, skal der uafbrudt ligge en Psalmebog paa Kisten og ligesaa noget Staal, helst en Skjære (Saks.)

15. Naar Ligfølget kommer til Kirkegaarden, spændes Lighesten bagvendt, med Hovedet mod Slæden, indtil Liget er begravet.

  1. Feig kaldes den, som Døden er nær.