o. s. v., om hvilke der gaar Sagn, at Mennesker ere blevne dræbte med dem; de ligge ubrugte og forvares fast som Afguder. De bruges kun i Sygdoms Tilfælde, til at stryge med.
6. Har Nogen sovet paa et ubeboet Sted, i Skov eller Mark, og er han bleven syg derefter, saa heder det, at han har ligget de „Usynlige“ eller underjordiske for nær. Han maa da igjen hen til det samme Sted for at „forbede sig.“ Hvem bede de da til – spørger Skolemesteren.
7. Hjælper ikke noget af dette, saa maa den Syge henvende sig til nogen af disse kloge Mænd eller Kvinder, hvis Kunst kaldes Aatgjær, at gjøre aat. Bedst er det sagtens, at den Syge henter Doktoren til sig eller selv gaar til ham; men han kan ogsaa lade en Anden gaa i sit Sted, thi selv paa Frastand kan den Kyndige forstaa og raade Sygdommen. Gaar Nogen Bud for den Syge, saa bringer han med noget Brændevin, Smør, Salt eller lignende, hvori Lægekraften (Spyttet) skal lægges; dette overbragte Middel maa dog ikke leveres fra Haand til Haand, men lægges ned paa et eller andet Sted, hvor Doktoren ligesom kan finde det. Under Tilberedelsen af Lægemidlet kan Doktoren sees at stirre forundret paa det, ryste paa Hovedet, mumlende og talende om den Syges daarlige Tilstand. Stundom gaar han ind i et Værelse for sig selv, som for at bede i sit Lønkammer. Men hvad ser han vel, og hvad Bøn mon han heder? Endelig giver han Befaling om, hvordan Lægemiddelet skal bruges, men ofte med det Tillæg: „det havde været bedre, om Du havde kommet, mens jeg var fastende – – men gjælder det paa, saa faar Du komme att.“ – En, som ikke var stærk i Troen paa dette, skulde gaa for en Syg med en Brændevinsflaske til en klog Mand; paa Veien sandt han modne Bær og blev heftende for længe; saa gik han lige hjem til den Syge og sagde, at det gik
