samt hvad der endnu i den christelige Tid er tilovers af den gamle Tro (Overtro).
Jeg ønskede at fortælle et enkelt Exempel af Grimms Bog, naturligvis paa Folkevennens simple Maade og altsaa med Udeladelse af den store Mængde lærde Oplysninger, hvormed Bogen ledsager Beretningerne.
Allerede en Kirkelov af Aaret 742 forbyder en Brug af Ild, som kaldes Nød-Ild og omtales som ugudelig. Men Brugen blev alligevel ved i mange Lande. I en tydsk Bog, som blev trykt i Aaret 1696, læses følgende Forklaring om den: „Naar der er opkommet en eller anden ond Sygdom blandt Kreaturerne, saa beslutte Bønderne at gjøre op Nød-Ild. Paa den bestemte Dag maa der ikke brænde Ild i noget Hus; fra hvert Hus bringes noget Straa og Kvisteved til Stedet, en stærk Egepæl rammes fast i Jorden, der bores et Hul igjennem den, deri stikkes en Vinde af Træ vel indsmurt med Beg og Tjære, og den dreies i Et væk omkring, indtil der kommer Ild; denne opfanges strax med tændbare Sager, og den øges med Straa, Lyng og Kvisteved, saa det bliver en rigtig Nød-Ild. Ilden bredes ud i Længden, mellem Vægge eller Gjærder, og nu drives Kreaturerne tilligemed Hestene med Stokke og Pidske tre eller fire Gange igjennem. Paa andre Steder rammer man to gjennemborede Pæle ned og stikker i Hullerne en Vinde tilligemed gamle Filler, smurte med Fedt. Andre bruge et Reb, samle sig Ved af ni Slags Træer og holde paa med voldsom Bevægelse saa længe, at der gaar Ild i. Kanske der endnu er flere Maader at faa Ilden frem; men bestandig er det Kreaturenes Helbredelse, som tilsigtes. Naar Kreaturene have gaaet tre eller fire Gange igjennem Ilden, sættes de ind eller drives ud paa Havnegangen, og den sammenlagte Vedhob tages bort igjen, dog saaledes paa nogle Steder, at hver Husfader bærer med sig en Brand, slukker den i
