Vasken eller Skylledunken og saa lægger den i Krybben, hvor Kreaturene faa sit Foder. De nedrammede Pæle og Vindetræet bruges undertiden til Brænde for selve Nød-Ilden, men lægges undertiden til Side for at forvares.“
Dette var nu for halvandet Hundrede Aar siden; men selv i vore Dage hænger den gamle Skik ved, som følgende Skildring viser: „Paa mange Steder i Neder-Sachsen, især i Bjergegnene, hersker den gamle Skik for Kreatur-Sygdomme at gjøre op den vilde Ild, som da først Svinene drives igjennem, saa Kjøerne og tilsidst Gjæssene. Den nedarvede Omgangsmaade er følgende: „Bondemesteren“ og Almuen gaa tilsammen, hver Mand bliver tilsagt at slukke fuldstændig al Ild i Huset, saa der ikke er saa meget som en Gnist i hele Landsbyen; saa gaa Unge og Gamle ud i en Hulvei, helst mod Aften, Kvinderne bærende Linned, Mændene Ved og Drev. To Ege-Pæle drives ned i Jorden, halvanden Fod fra hinanden, og paa Indsiden af hver Pæl er der en Fordybning, saa en armtyk Tværstok kan passes ind. Fordybningerne ere fyldte med Linned, og Tværstokken presses ind saa fast som muligt; oventil tvinges Pælene sammen med Reb. En Snor er vundet om den glatte, runde Tværstok, og paa hver Side tage flere Folk fat i Snorens lange Ender, hale og fire og dreie dermed Tværstokken, og det med største Hurtighed, saa Linnedet i Fordybningerne fatter Ild formedelst Gnidningen. Gnisterne opfanges strax i Drev eller Mose, som slynges omkring i Luften, indtil omsider den klare Lue slaar op; saa lægges Straa til og med Straaflammen antændes Kvisteveden, som er lagt i Rad i Hulveien. Naar Veden er kommen i fuld Brand og næsten udbrændt, saa hentes Hjorderne, som holdes samlede i Nærheden, og drives med Pisk og Slag igjennem Varmen, den ene efter den anden. Strax Kreaturene ere færdige, styrter Ungdommen i Kaadhed over Asken og Kullene, og den ene kuller den anden til; de,
