Men til Forstaaelse af den her i Egnen herskende
Tænkemaade med Hensyn til gudelige Øvelser tør jeg berette,
hvad jeg erfarede i en Nabobygd, fremdeles i Søndmøre.
Jeg besøgte en af Præstens Medhjælpere og sad en Aftenstund
i Samtale med ham og nogle af hans mest agtede
Naboer, og vi kom til at tale om Søndags-Andagten. Alle
klagede over, at nu paa en Tid havde det taget af med den.
Paa Prædikedagene var det vel som før, med stadig Kirkegang;
men paa de andre Søndage havde først unge Karle
og siden adskillige Husfædre begyndt at gaa Gaardimellem
paa selve Formiddagen for at udrette allehaande Erinder,
og formedelst disse Udvandringer og Besøg bliver Hus-Andagten
med Læsning og Sang ofte forhindret selv der,
hvor Husfaderen ellers ønskede at holde ved med den gamle
Orden. Denne Sag, hørte jeg videre; havde ofte været
paa Tale, saaledes i Møder i Skolekommissionen, og det
havde været paatænkt „at sætte Mulkt mod at gaa saaledes
om Søndagene;“. Meningen var at faa dannet en Forening
af Husfædre, som skulde forpligte sig til at holde sine Husfolk
hjemme indtil en vis Tid paa Dagen, og i Tilfælde
af Overtrædelse skulde da Foreningens Medlemmer lægge
Mulkt. Men da Præsten ikke havde skjænket dette Forslag
den anden og den tredie Hob ligesaa. En Familie stod længere nede paa Ageren, saa langt borte, at de ikke kunde raabe til mig; men de standsede med sit Arbeide og saa efter mig. Saa syntes jeg, at jeg maatte gaa de faa Skridt for at føie dem og fortælle, hvor jeg var fra. „Fra Christiania?“ sagde Konen; det er vel langt borte det?“ Saa saa hun lidt paa mig og vedblev: „Tænk Du – ja, det er kanske galt, jeg siger Du, men vi vide ikke bedre her paa Udøerne – tænk, jeg havde 2 Børn, og nu ere de nylig døde begge“ – – og nu græd hun saa saart. Men jeg fik ikke svare hende stort: Manden saa paa en Skind-Taske, jeg bar over Skulderen, og spurgte, om jeg havde Varer at sælge, og nu bøiede Konen sig ned og gav sig atter ifærd med sit Arbeide.