sit Bifald, vare disse Forhandlinger endte med, at Præsten fra Chor-Døren havde henvendt en almindelig Formaning til Menigheden angaaende Hus-Andagt. Noget, hørte jeg videre, er dog endnu overholdt af den gamle Søndags-Skik, skjønt heller ikke dette fuldt saa nøie som før: Børnene holdes inde det meste af Søndagen og slippe ikke løs, ud paa Lege-Volden, før ud paa Eftermiddagen, de skulle holdes til Bogen om Søndagen.
Men hvad det for Børn paa disse Kanter har at betyde at holdes til Bogen, det fik jeg Begreb om paa en af Harhams-Gaardene. Omgangsskolen var paa Gaarden og Skoleholderen skulde netop begynde sit Dag-Værk; da indtraf et betænkeligt Sygdom-Tilfælde i Nabolaget, og han blev anmodet om at være med paa Baaden for at hente Doktoren; men han var i Beraad med sig selv, om han turde forlade Skolen. Dette fik jeg høre, og Overveielserne endte saaledes, at han reiste og jeg tog Skolen. En 10–12 Skolebørn samledes. I Førstningen skalv de for den nye Skolemester, og jeg maatte godsnakke lidt med dem; men saa begyndte Overhøringen. De havde mest hver sin Lexe, i Katechismen, Spørgsmaalsbogen eller Bibelhistorien, nogle foran i Bogen, andre midt i eller langt ude. En Pige paa vel 12 Aar sad mig nærmest og havde Stykket om Kain og Abel, og jeg synes at mindes bogstavelig, hvordan det gik med Overhøringen. „Hvem handler dette Stykke om?“ Intet Svar. „Hvem har du læst om i dette Stykke?“ „Sig mig, min Pige, hvad hedde de To, som du har læst om til idag?“ „Hvad var det for to Brødre?“ Nei, fremdeles intet Svar. „Nu, de hedte jo Kain og Abel, og hvem vare de Sønner af?“ „Hvad hedte deres Fader og Moder?“ „Aa, du veed nok, at det var Adam og Eva – men sig mig: hvem var det, Adam og Eva?“ Da Pigen forblev stum, maatte jeg omsider tro, at hun havde læst forlidet paa sin Lexe, og at hun derfor ikke vovede at komme
